Relativt fredeligt nytår i Grenaa Politikreds |
Det blev et relativt fredeligt nytår i Grenaa Politikreds. Politi-rapporten for døgnet før og døgnet efter årsskiftet rummer ganske vist en hel del hærværk i form af sprængte postkasser - ikke mindst var postvæsenets røde postkasser udsatte op mod nytår - og hærværk mod såvel biler som ejendomme, men ifølge politiet var man forskånet for alvorlige personuheld vedrørende fyrværkeri, ligesom der heller ikke var de helt store voldsepisoder at melde om.
De lokale brandfolk måtte imidlertid i aktion i flere tilfælde. Nytårsnat - ret kort tid efter at have være til en temmelig krævende gårdbrand ved Veggerslev - måtte man i aktion i en villa på Enghavevej i Grenaa. En stor raket var ganske enkelt gået igennem en tagplade til huset, hvorefter den antændte brandbart materiale på loftsetagen. En brandalarm nåede heldigvis at advare husets sovende beboere om, at noget var rivende galt. De slap begge uskadte ud af det brændende hus, hvorpå brandfolkene måtte i aktion. Huset nedbrændte ikke, men blev selvsagt både røg-, sod- og vandskadet. Brandfolkene måtte også forbi en altan på Korsgade, hvor en vildfaren raket ligeledes havde fået antændt noget brandbart materiale. Selve nytårsdag bød endvidere på to skorstensbrande i Fjellerup, så de lokale brandfolk kom på ingen måder sovende ind i det nye år.
Kriminalpolitiet har haft et enkelt villa-indbrud fra
nytårsaften at se til. Det foregik ved 21-tiden på Herman Bangsvej i Grenaa. Det foregik
ved 21-tiden, hvor to tyveknægte tiltvang sig adgang til villaen ved at opbryde et
vindue. Man opbrød også en garage til villaen, fordi man inde i huset havde fundet
nøglerne til husstandens bil. Den agtede man så at bruge til at køre tyvekoster væk
med. Med sig ud i bilen slæbte de diverse kameraer, minidisc's, ghettoblaster, TV,
stereoanlæg foruden pas og et mindre beløb i kontanter. Men de havde gjort regning uden
vært, for pludselig kom familiens 15-årige søn hjem sammen med en kammerat, og de havde
ikke tænkt sig bare at lade tyvene løbe med bil og indbo. Det jagede med andre ord
tyvene på flugt. Signalementet på det to tyve er ganske sparsomt, men der skulle være
tale om to unge mænd. Den ene almindelig af bygning, cirka 185 cm. høj og han bar en
mørk hat på hovedet. Makkeren havde også en hat på hovedet denne råkolde
december-aften, og var desuden iklædt en hvid trøje. De to tyve stak af med retning mod
Åboulevarden.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002