Kursus i slægtsforskning |
Slægts- og Lokalhistorisk Forening for Østdjursland er klar til at tage hul på programmet for 1. halvår af 2002. Det sker med start den 15. januar idet en kursusrække udi slægsforskning søsættes. Det foregår på Grenaa Egnsarkiv over i alt 6 tirsdag aftener frem til og med den 26. marts. Kursusledere er egnsarkivar Børge Kjær og assistent Bent Kjeldsen.
Kurset tilrettelægges for begyndere og kun lidt øvede. Man begynder med at gennemgå de vigtigste kilder til at finde oplysninger om den enkeltes aner tilbage i tiden (kirkebøger, fortællinger, skrifter), og man vil herunder demonstrere brugen af EDB-slægtsforskningsprogrammet »Brothers Keeper«. I kurset indgår også søgning i forskellige databaser, som er tilgængelige på Internettet. Desuden når man at snuse lidt til mere specielle kilder med henblik på at finde personoplysninger, og man vil give anvisninger på, hvorledes man i bøger kan finde hjælp til at udforske på egen hånd. Der er 14 dage mellem hver undervisningsaften, således at deltagerne har mulighed for at arbejde med deres egen slægt i undervisningsforløbet. Kurset arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet. Interesserede opfordres til at melde sig til Grenaa Egnsarkiv, omend slægtsforeningen i programmet gør opmærksom på, at kurset mere eller mindre er fuldttegnet.
Slægtsforeningen afholder ordinær generalforsamling
tirsdag den 5. februar på Grenaa Bibliotek. På valg til bestyrelsen er Anna Mary
Antonsen, Ib Asmussen og Inga Witt. Efter generalforsamlinge vil egnsarkivar Børge Kjær
fortælle om en tragedie under det tyske nazi-regime - nemlig omhandlende den
socialdemokratiske borgmester Worch fra Langewiesen i Thüringen, der flygtede til Grenaa,
medens hans hustru og datter blev interneret i kz-lejren Buchenwald.
»Social mobilitet« er emnet for en foredragsaften i Ældrecentret Posthaven den 5.
marts. Genealog Anton Blaabjerg, Viborg, fortæller om, hvordan befolkningen er/var opdelt
i sociale klasser. For nogle lykkes det at arbejde sig op til højere samfundsklasser,
mens det for andre går den modsatte vej.
Et endags-kursus i slægtsforskning med EDB er på tapetet den 16. marts på Grenaa Handelsskole. Dette kursus er baseret på, at deltagerne hver har en PC til rådighed.
Den 2. april gæster lektor Steen Busk fra Århus
Ældrecentret Posthaven i Grenaa for at forælle om sædelighed og moral i 1700- og
1800-tallets Danmark. Forårets ekskusion er i år henlagt til muséet i tilknytning til
Psykiatrisk Hospital i Risskov. Der sker via bus den 14. maj. Tilmelding er nødvendig og
skal ske ved henvendelse til formanden Ib Asmussen eller et andet medlem af bestyrelsen -
med frist til den 8. maj.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002