Grenaa Bladet - 02-01-02
Stjernelørdag og Lang Lørdag i Handelscenter Grenaa

På lørdag den 5. januar er der Stjernelørdag og Lang Lørdag i Handelscenter Grenaa. Det sker under sloganet »Vind dit køb tilbage«. Man kan således vinde op til 10.000 kroner til butikkerne i Handelscenter Grenaa på denne lørdag i januar, hvor butikkerne har åbent helt til klokken 15.00.

I nærværende udgave af Grenaa Bladet findes en helsides annonce for denne Stjernelørdag. I forbindelse med annoncen er der en kupon for Stjernelørdag. Man kan klippe kuponen ud eller få én i en Handelscenter-butik. Herefter skal man udfylde kuponen med navn, adresse og det beløb man har købt for, og derpå aflevere den i den pågældende butiks konkurrencekasse inden lørdag den 5. januar klokken 15.00, hvis man vil være med i konkurrencen. Man kan også »satse hele butikken« ved at samle alle sine bon'er fra lørdagen og aflevere dem hos Jokeren på Torvet. Er man tilstrækkelig heldig, kan man vinde hele beløbet. Man kan også deltage i konkurrencen uden at have købt noget. Trækkes en kupon uden køb, vinder man således et gavekort på 100 kroner. Dog kan man maksimalt deltage med 1 kupon pr. husstand.
Der udloddes 10.000 kroner i Handelscenter Grenaa gavekort, og der trækkes kuponer indtil man når dette loft på 10.000 kroner.
Vinderne udtrækkes på Grenaa Bladet tirsdag den 8. januar.

Der er i øvrigt også en ekstra gevinstchance i forbindelse med denne Stjernelørdag, idet der blandt de indkomne kuponer trækkes lod om 5 gavekort til en værdi af 500 kroner pr. stk. til Grenaa Motionscenter.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002