Foredrag om Overtaci på muséet i Grenaa |
Djurslands Museumsforening inviterer sammen med Folkeuniversitetet til en foredragsaften på Djurslands Museum mandag aften den 7. januar. Emnet er Overtaci - kunstner i 56 år på et psykiatrisk hospital. Foredragsholderen er forskningschef Svend Aage Madsen fra Muséet på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Kunstneren Overtaci, hvis borgerlige navn var Louis Marcussen, kan man ikke beskrive uden også at vise billeder fra hans store produktion. Overtaci tilbragte i øvrigt en del af sit liv på Dalstrup Plejehjem tæt ved Grenaa.
Foredraget vil starte med fortællingen om Overtaci's liv. Først om tiden før han blev psykisk syg, dernæst om hans cirka 3 år i Argentina og om hans hjemkomst til Danmark som psykisk nedbrudt, kun 35 år gammel. Første halvdel af foredraget vil slutte med en fortælling om nogle af hans tidligere imaginære dyre- og mennesketilværelser.
Anden halvdel af foredraget vil være en gennemgang af
nogle af Overtaci's billeder. Til hver af billederne vil der være tilknyttet en historie,
som Overtaci selv har fortalt om netop dette billede.
Der er gratis adgang for medlemmer af Djurslands Museumsforening.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002