Grenaa Bladet - 02-01-02
Vold i juledagene

Grenaa Politi måtte tage sig af nogle enkelte voldssager i juledagene. Selve juleaftensdag den 24. december var den gal på en privatadresse i Djursgade i Grenaa.

Uden varsel blev en 30-årig mand tildelt knytnæveslag i ansigtet, så han efterfølgende måtte en tur på skadestuen på sygehuset for at blive lappet sammen. En 29-årig mand, som politiet beskriver som en »god bekendt«, er blevet sigtet for vold i sagen.

Natten til onsdag den 26. december var den så gal på et diskotek i Ebeltoft. En 22-årig mand fra Ebeltoft fik en lussing af en jævnaldrende mand fra samme by. Sagen kunne dog ikke bære en regulær voldssigtelse, så den unge mand slipper med en bøde for overtrædelse af den del af restaurationsloven, der omhandler slagsmål.

Endelig brillerede en 15-årig surrogat-fængslet ungersvend fra Odense med at overfalde en ansat i den lukkede ungdomsinstitution »Grenen« i Grenaa. Det skete med både slag og kvælertag. Det udløste en voldssigtelse, og en køretur med Odense Politi fra Grenaa til Odense, hvor man burede ham inde i arresten i stedet for.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002