27-12-01

Kunstafsløring ved rådhuset i Glesborg:

Grenaa Blad logo

»Dragen flyver« i Nørre Djurs

Lørdag den 12. januar er der kunstafsløring ved rådhuset i Glesborg. Djurslands Bank har velvilligt sponsoreret et kunstværk af kunstneren Karl-Heinz Boserup, der bor i Jebjerg ved Langå, men som har rødder i netop Nørre Djurs Kommune. Grenaa Bladet kan allerede på nuværende tidspunkt afsløre så meget, at kunstværket hedder »Dragen flyver«, og at inspirationen til værket rent faktisk er hentet et sted i Nørre Djurs.

- Da jeg i slutningen af år 2000 blev spurgt, om jeg ville lave en skulptur til opstilling foran rådhuset i Glesborg, var det et must for mig at finde inspiration i noget lokalhistorisk, nemlig en sten fundet i 1987 på stranden ved Hjembæk mellem Sangstrup og Karlby Klint. Der er tale om en flad, rundoval billedsten af en type, der kendes fra cirka år 500 efter Kristi fødsel. Den måler 22 mm. i bredden. Stenen har indridsede billeder på begge sider. På den ene side har den et rids, der i dag betragtes som det ældste danske billede af et sejlførende skib, fortæller Karl-Heinz Boserup, og fortsætter:
- Tegningen er meget lille, men alligvel er der med sikker hånd »tegnet« et skib med styreåre, høj mast, rigning og stribet sejl. Skibet er vist med smukt svunget dragehoved-stævn og dragehale. Bagtil ses rorstammen og det øverste af rorbladet. Sejlet er vist som et diagonalstribet råsejl med skøder agterude lige foran styreåren. På den anden side af stenen er der kun et 6 mm. langt rids, der med få sikre streger viser en hjort, samt en figur, der ikke umiddelbart kan tydes, men når man betragter sikkerheden i de øvrige figurer, kan jeg fristes til at tro, at det skal forestille en art. Så giver hele stenen også en fornuftig mening. Stenen kan betragtes som en talisman eller amulet, der fortæller om bærerens hjemegn, om glæden ved at sejle ud fra Djurslands nordkyst, om den gode jagt der findes i de herværende skove og om dyrkningen af de fede agre. Hvis vi betragter Nørre Djurs Kommunes byvåben, som det ser ud i dag, så ser man en fisk, et grantræ og to kornaks. Altså en hyldest til havet, naturen og landbruget. Jeg synes, det er fantastisk at tænke på, at menneskene, der har beboet det samme landskab med cirka 1500 års mellemrum, alligevel berømmer deres hjemegn for de samme ting, siger Karl-Heinz Boserup.

Vikingekompas som brolægning
Brolægningen omkring skulpturen er en gengivelse af det gamle vikingekompas »Hymers hjerneskal«, der er fundet som en helleristning på Madsebakke på Bornholm.
Og navnet, »Dragen flyver«?
- For nogle år siden så jeg en udsendelse i fjernsynet af Søren Ryge Pedersen om vævningen af et uldsejl til et vikingeskib. I øvrigt en genstand, der ifølge sagaerne var en konge værdig som gave. Sejlet blev i udsendelsen omtalt som »Dragens vinge«, så hvad var mere naturligt end at kalde en skulptur af et vikingeskib for fulde sejl for »Dragen flyver«, slutter Karl-Heinz Boserup, der også er manden bag »Økserne på Nytorv« i Grenaa.

Karl-H.jpg (13916 bytes)Karl-Heinz Boserup fra Jebjerg ved Langå er manden bag kunstværket »Dragen flyver«, som afsløres ved rådhuset i Glesborg lørdag den 12. januar.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2001