18-12-01

Ældre Sagen i Grenaa klar med et nyt halvårsprogram

Grenaa Blad logo

kalles-kapel.gif (45958 bytes)Ældre Sagen i Grenaa er klar med et nyt halvårsprogram, som dækker 1. halvår af 2002. Ballet åbnes med en vinterfest i Kulturhuset Pavillonen den 14. januar. Kalle's Kapel musicerer under middagen og spiller derefter op til dans.

Det faste tilholdssted for Ældre Sagen i Grenaa er Ældrecentret Posthaven, og her samles man den 28. januar. Her får man besøg af noget så eksotisk som en hollandskfødt newzealænder, som er bosat i Danmark. Han hedder Willie Kolff og han kommer og fortæller om og viser rejsefilm fra New Zealand. Derefter vil der være orientering om dette års udlandstur, som går til Østrig i dagene fra den 29. april til den 5. maj.
Februar byder på tre arrangementer. Den 11. kommer tidligere førstelærer Ejnar Boisen til Posthaven med fortællinger og sange fra Anholt. Den 25. februar kan man sammesteds opleve musikpædagogen Dorthe Johansen, der stiller op med et stort og alsidigt repertoire - med en forkærlighed for viser. Og endelig den 28. februar, hvor der er møde med Ældre Sagens besøgsvenner i Posthaven. Nye hjælpere er meget velkomne. Marts måned indledes med et årsmøde den 11. i Posthaven. Bagefter fortæller Leif Lind om sin tid i Ældre Sagens lokalkomité i Grenaa.
Den 18. marts rykker man igen ned i kulturhuset, som denne aften får besøg af en landskendt duo. Violinisten Anker Buch og pianisten Jeppe Smith-Olsen har fundet sammen i et krydsfelt mellem klassisk og rytmisk musik - tilsat en kende humor.
palle-e-rasmussen.gif (23752 bytes)April måned rummer to arrangementer. Den 8. april gæster lektor Palle S. Rasmussen Posthaven med henblik på at fortælle om renæssancekunst, mens man sammesteds den 22. april kan opleve en sangaften i selskab med komponisten Bjarne Haahr. Der er tale om den person, der har skrevet flest melodier til Højskolesangbogens seneste udgave.
Ovenpå busturen til Østrig er der besøg på Djurslands Museum i Grenaa den 13. maj. Kim Paulsen og Ole Poulsen fortæller historien bag nogle af muséets klenodier og den 27. maj besøges Stenvad Mosebrugscenter.
Af andre aktiviteter er det værd at nævne, at Ældre Sagen i Grenaa står for mandags-bowling i Grenaa Bowlingcenter med start den 7. januar, onsdags-bridge i Kulturhuset Pavillonen med start den 9. januar, EDB i LOF's lokaler på Sønderbro mandage og tirsdage med start den 14.-15. januar, besøgsven-netværk, petanque på tirsdage med sæsonstart den 2. april på banerne ved Stadionallé, traveture tirsdage formiddage og endelig mulighed for at dyrke motion i Grenaa Motionscenter samtlige ugens 7 dage til et speciel Ældre Sags-kontingent.

Ældre Sagen i Grenaa åbner programmet for 1. halvår af 2002 med en vinterfest i Kulturhuset Pavillonen den 14. januar. Musikken sørger Kalle's Kapel for. Her ses orkestret i forbindelse med et arrangement på Grenaa Bibliotek.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2001