11-12-2001 |
|
Vellykket aftenåbent i Glesborg |
![]() |
Fredag den 30. november var en række butikker i
Glesborg påny gået sammen omkring det at lave en Open By Night. Det var ensbetydende
med, at kunderne denne aften kunne aften-shoppe i Glesborg fra klokken 18.00 til 21.00. De
deltagende butikker var C. C. Jagt, DK Benzin, Fru Jensen & Co., Klippebixen,
RødeKors-butikken, SuperBrugsen og Ejendomsmægler John Frandsen.
I forbindelse med denne Open By Night i Glesborg blev der via Grenaa Bladet annonceret med
en konkurrence. I de seks deltagende butikker var der i hver af butikkerne »gemt« et
tal, og konkurrencen gik ud på at finde frem til summen af disse seks tal. Præmierne var
to gavechecks á 2.000 kroner, og de heldige og dygtige vindere af disse to gavekort blev
henholdsvis Lars Sloth fra Kastbjerg og Bente Hansen fra Glesborg.
Og så blev der i øvrigt raflet om prisen denne aften i Glesborg. Fire seksere udløste
100% rabat på det køb der blev raflet om. Tre seksere udløste 50% rabat, to seksere 10%
rabat og 1 sekser 5% rabat. Hos blandt andet SuperBrugsen blev der således raflet til den
helt store guldmedalje. Kunderne havde jo ikke noget at miste - kun noget at vinde. Og det
må man sige at de gjorde. Ifølge uddeler Per Pedersen blev der sat rafle-rekord i
SuperBrugsen i forbindelse med denne Open By Night. To fik hele deres køb gratis, mens
syv fik 50% rabat. Herimellem nogle ret betydelige beløb.
- Folk var rigtig gode til at rafle. De strøg således afsted med varer for omkring
10.000 kroner, hvilket er rekord, udtaler Per Pedersen, der også fik solgt noget oksekød
denne aften. Som et særligt Open By Night-slagtilbud solgte SuperBrugsen oksekød med
max. 8-10% fedt til kroner 9.95 pundet. Dermed kunne man spare 50 kroner kiloet, og det
var et tilbud folk vitterligt havde fået øje på.
- Det var virkelig rekordernes aften. I løbet af det første kvarter solgte vi 800 kilo
hakket oksekød. Da vi klokken 20.15 måtte melde alt udsolgt, havde vi solgt halvandet
tons, fortæller Per Pedersen, der i det hele taget kan melde om en forrygende Open By
Night i Glesborg med god stemning og kø ved kasserne.
Der blev raflet om priserne i Glesborgs butikker i forbindelse med Open By Night den 30.
november. Her er det hos SuperBrugsen i Glesborg ved uddeler Per Pedersen.
Den nye butik i Glesborg - Fru Jensen & Co. - deltog også i Open By Night.
Jette Nielsen fra Klippebixen holdt også aftenåbent i Glesborg den 30. november.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000