11-12-2001

Juleåbent i Grenaa på søndag

Grenaa Blad logo

Der er juleåbent i Handelscenter Grenaa på lørdag den 16. december. Butikkerne åbner klokken 11.00, og præcis en time senere starter det store juleoptog med julemand, gammel brandbil og nisseorkester fra stationspladsen, hvor det drager rundt i gaderne i centrum. Se herstående billeder fra sidste års juleoptogs-arrangement i Grenaa.
Optoget slutter på Torvet, hvor der vil blive delt slik ud til børnene. Julestemningen vil i det hele taget være i top denne søndag. Kattegat Spejderne står for juletræssalget på Torvet, samtidig med, at selveste julemanden går rundt i midtbyens gader og deler slik ud. Butikkerne lukker i øvrigt klokken 16.00.
Som en del af dette Handelscenter Grenaa-arrangement er det endvidere muligt at komme gratis i biografen klokken 14.00 for at se den spritnye danske spillefilm »Olsen Banden Junior«. Der er med andre ord tale om en film om Danmarks vel nok kendteste og mest populære forbrydere, Egon, Keld og Benny. Filmen leverer dem i børnestørrelse, så man kan opleve, hvordan det hele begyndte for den kendte Olsen-bande.
Tilbuddet om en gratis biografbillet til filmen gælder for børn på max. 10 år, og afhentningen af adgangstegn/billetter skal ske via personlig henvendelse hos sponsoren for dette flotte filmtilbud i Grenaa Kino, nemlig Djursland Bank. Der udleveres 150 stk. gratis billetter - dog kun 1 billet pr. barn. Dette kan ske fra onsdag den 12. december klokken 14.00.
I den næstfølgende weekend - den sidste inden den 24. december - er der naturligvis også masser af julestemning i Grenaa både lørdag og søndag. Lørdag den 22. december, hvor butikkerne har åbent helt til klokken 19.00 - hvilket også gør sig gældende for de fem hverdage op til denne lørdag - vil man således kunne opleve både nisseorkester og julemanden i aktion. Og så er der påny søndagsåbent den 23. december fra klokken 11.00 til 16.00, hvor alle sidste-øjebliks-mændene skal ud og finde på gaver til koner, kærester, mødre med videre. For nogle er det som bekendt et chok hvert år, at julen lander lige præcis på den 24. december.
julemands_brandbil.gif (46633 bytes)nisse_torvet.jpg (35408 bytes)

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000