11-12-2001

407 pensionister julefestede i Kulturhuset Pavillonen

Grenaa Blad logo

407 pensionister fra Grenaa Kommune julefestede på livet løs i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa onsdag i sidste uge. Der var tale om den årligt tilbagevendende julefest, som i år var vendt tilbage til et nu ombygget Kulturhuset Pavillonen. Sidste år ved denne tid var kulturhuset under ombygning, hvorfor arrangementet var henlagt til Grenaa Idrætscenter.
Program-indholdet lignende dog i store træk sig selv. Således var det igen i år formanden for Voksen- og Fritidsudvalget, Erik Hoberg, der bød de mange pensionister velkommen til en hyggelig eftermiddag i kulturhusets nye Centersal. Forinden havde Gunnar Mortensen og hans harmonikaspillere startet den musikalske del af underholdningen.
Erik Hoberg erklærede, at han var en glad mand denne onsdag eftermiddag, fordi så mange af kommunens pensionister havde valgt at tilbringe deres eftermiddag i selskab med hverandre til dette arrangement. Og at det hele foregik i nogle meget fine rammer i et ombygget kulturhus.
Derefter var der kaffebord og lotteri - tilsat en hel række knald-hamrende flotte præmier. Lucia-optog med elever fra Vestre Skole er også en tradition til pensionist-julefesteten, og det var børn fra Vestre’s skolefritidsordning, der stod for den del.
Endelig blev der budt på mere musik ved Gunnar Mortensen og hans folk, en julehistorie ved sognepræst Jette Seidelin, hvorefter Erik Hoberg ud på eftermiddagen kunne afslutte endnu en hyggelig julefest for kommunens pensionister.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000