11-12-2001 |
|
LO-socialrådgiver i Tilsynsrådet |
![]() |
Dansk Folkeparti i Grenaa har rejst en sag i Tilsynsrådet for Århus Amt. Sagen handler kort fortalt om, at Grenaa Kommune i en periode på cirka 10 år har givet tilskud til en socialrådgiverfunktion under LO Grenaa & Nr. Djurs. Argumentet var blandt andet, at vedkommende socialrådgiver kunne oparbejde en ekspertise i at behandle den type arbejdsskadesager, som medlemmer af LO typisk kommer ud for. Men ifølge lovgivningen må en sådan offentligt støttet socialrådgiverfunktion ikke være forbeholdt en bestemt gruppe borgere, men være åben for alle. Da ordningen kørte med kommunal støtte, blev der ikke rigtig annonceret med den andre steder end i LO-bladet, og derfor mener Dansk Folkeparti, at det byrådsflertal, der stod bag ordningen, har et problem, og det vil man nu have Tilsynsrådet til at be- eller afkræfte. På det seneste byrådsmøde skulle byrådet da også forholde sig til en henvendelse fra Tilsynsrådet. Rådet udbad sig nemlig en kommunal udtalelse i sagen forud for en afgørelse.
Tilsyn og kontrol?
Tilsynsrådet anmoder om at få oplyst på hvilken måde Grenaa Kommune har ført tilsyn/kontrol med, at de udbetalte tilskud er blevet anvendt til socialrådgiverfunktionen, om socialrådgiverfunktionen har været åben for alle borgere i kommunen uanset medlemsskab af LO, hvorledes dette er sikret, samt om Grenaa Kommune i perioden har modtaget andre ansøgninger om tilskud til en socialrådgiver og i bekræftende fald, hvorledes disse ansøgninger er behandlet.
I kommunens svarskrivelse står der, at Grenaa Kommune ved en byrådsbeslutning af d. 10. januar og 14. marts 1989 har stillet en socialrådgiver til rådighed 19 timer pr. uge - udstationeret hos LO i Grenaa. Ordningen fungerede således de første 6 år. De efterfølgende 5 år frem til ordningens ophør den 1. januar 2001, blev der udbetalt et tilskud til en halv socialrådgiverstilling. Ifølge en samarbejdsaftale mellem LO og kommunen har sidstnævnte ført tilsyn og kontrol med ordningen ved kvartalsvis at modtage en opgørelse over aktuelle, afsluttede sager, og opgørelse over, hvor stort et beløb, der er kommet til udbetaling i mén- og arbejdsskadeerstatninger. Fra den 1. november 1998 har LO-socialrådgiveren deltaget i regelmæssige møder med den ansvarlige områdeleder i Social- og Arbejdsmarkedsafdelingen.
»Kommunen har som følge heraf været overbevist om, at LO-socialrådgiverens arbejdsindsats fuldt ud har svaret til tilskuddet«, hedder det i svaret til Tilsynsrådet, som endvidere lyder således:
»Grenaa Kommune finder at have haft en velfungerende ordning overfor kommunens borgere i arbejdsskade- og arbejdsmiljøsager, idet der har været frit valg mellem kommunens egne socialrådgivere og LO-socialrådgiveren. Der har således været etableret en ordning, som har dækket alle kommunens borgere. Borgerne har haft frit valg mellem at rette henvendelse til Grenaa Kommune, eller at udnytte den i samarbejde med LO-Grenaa etablerede ordning«.
Annoncering kun sket i LO-regi
Af svarskrivelse fremgår det imidlertid også, at ordningen ikke har været annonceret af Grenaa Kommune, men udelukkende i LO-regi. Endelig svarer kommunen, at man i den nævnte periode ikke har modtaget andre skriftlige ansøgninger om tilskud til en socialrådgiver.
At ordningen ikke har været den borgerlige lejrs livret, fremgik også i forbindelse med behandlingen af sagen. Venstre gjorde således opmærksom på, at man herfra ikke kunne medvirke til det afsnit i svarskrivelsen, der siger, at ordningen har været for alle kommunens borgere. Derfor fik man følgende passus med i svaret til Tilsynsrådet:
»Venstre har flere gange markeret sin modstand mod ordningen, fordi den efter vor opfattelse reelt kun var et tilbud til LO-medlemmer. Vi har ikke påstået ordningen ulovlig, fordi der var praksis for, at kommuner indførte sådanne ordninger«.
Denne udtalelse kunne de to konservative byrådsmedlemmer, Lisbeth Steninge og Poul Bach, i øvrigt også skrive under på.
SF’eren Tom Mortensen havde derimod ikke de store problemer med den nu hedengangne ordning.
- Jeg er da ked af, at den ordning ikke kunne fortsætte som den hidtil er løbet. Formålet har været ok hele vejen igennem, såfremt alle borgere har haft adgang til ordningen, og det har været tilfældet. Det eneste problem jeg kan se i sagen, er omkring annonceringen, som godt kunne have været bedre, sagde Tom Mortensen.
En torn i øjet på de borgerlige
De Konservatives Lisbeth Steninge sagde, at ordningen hele tiden havde været en torn i øjet på den borgerlige lejr, fordi der var tale om en ensidig favorisering af LO-medlemmer.
- Der har jo reelt kun været annonceret med ordningen i LO-bladet. Ikke i den almindelige presse, og dermed kan man ikke kalde det andet end favorisering af en bestemt gruppe, fordi ingen andre end LO-medlemmerne har været opmærksomme på, at man frit kunne vælge mellem LO’s socialrådgiver og kommunens, sagde hun.
Socialdemokraten Henning Christensen forsvarede ordningen med, at den havde havde haft stor betydning for mange mennesker, som for langt de flestes vedkommende ellers ikke var blevet hjulpet.
- Sagen er jo den, at mange vægrer sig ved at gå op på kommunen og bede om hjælp. Sådan er det bare. Men idet man placerer en ekspert på området i den faglige kreds, som den pågældende arbejdsskaderamte befinder sig i, så får han eller hun alligevel den hjælp, som vedkommende har behov for i situationen. Det er svært for mig at se, at det skulle være en »problematisk sag«, sagde Henning Christensen.
God afslutning synes Venstre
Venstres gruppeformand Svend Brandstrup Hansen sluttede af med at sige, at sagen har fået en god afslutning derved, at SID nu markedsfører sig med, at de har en speciel person ansat til at varetage medlemmernes interesser på netop dette område. Altså for SID’s egne midler og uden kommunal støtte.
- Det er således ikke selve ordningen vi anfægter, men derimod det principielt forkerte i, at kommunen støtter bestemte grupperinger med specialordninger, som reelt ikke gælder for andre grupper, sagde Svend Brandstrup Hansen.
I et læserbrev andetsteds på siden/opslaget, gør formanden for Dansk Folkeparti i Grenaa - og partiets kommende byrådsmedlem - Bent Andersen opmærksom på, at kommunens svar omkring det, at rådgivningen skulle have været åben for alle borgere, må siges at være en tilsnigelse. Han gør i den forbindelse opmærksom på en arbejdsbeskrivelse for LO-socialrådgiveren, der daterer sig tilbage til den 11. april 1989. Bent Andersen citerer fra arbejdsbeskrivelsen:
»Rådgivningen er åben for alle (LO)tilsluttede organisationer og disses medlemmer, der er bosiddende i Grenaa Kommune, samt deres nærmeste pårørende. Rådgivningen gælder også for pensionerede tidligere medlemmer af de tilknyttede fagforeninger«.
- Det fremgår altså klart og tydeligt, at rådgivningen ikke er for andre end dem, der har tilknytning til de faglige organisationer under LO i Grenaa og omegn. Byråd/kommune og fagbevægelse må erkende, at der er begået en fejl og tage de konsekvenser, det eventuelt kan medføre, udtaler Bent Andersen.
Svaret fra Tilsynsrådet skal falde indenfor en tidshorisont på fra 3 til 9 måneder fra klagetidspunktet, som i dette tilfælde er den 10. oktober 2001. Svaret vil således tidligst kunne falde 10. januar 2002.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000