04-12-2001

»1945« skal have ny formand

Grenaa Blad logo

Grenaa Kommunes største boligselskab med over 1000 lejemål, Boligselskabet Grenaa af 1945, skal have ny formand. Birte Nørager, der har været formand for boligselskabet siden 1988, har besluttet at sige nej tak til en ny fire-årig periode. Samtidig åbner denne beslutning op for, at »1945« får sin første beboervalgte formand nogensinde. Birte Nørager er jo byrådsudpeget til bestyrelsen. En hel del peger på, at det bliver den nuværende næstformand, den beboervalgte Per Andersen, der kommer til at beklæde posten som formand for »1945« fra og med den 1. januar 2002. En endelig afgørelse herpå finder sted midt i december, idet den nye bestyrelse konstituerer sig. De beboervalgte repræsentanter - plus en enkelt medarbejderrepræsentant - er på plads. Det blev afgjort på et repræsentantskabsmøde på boligselskabets nye adresse, Engdalen 2 i Grenaa, onsdag den 28. november, hvor 34 ud af 44 mulige var mødt op. Her var der genvalg til Per Andersen, Anette Greve og Niels Kyed, mens den første medarbejdsrepræsentant i boligselskabets bestyrelse bliver ejendomsfunktionær Knud Jørgen Poulsen. Nu mangler der så blot de to byrådsudpegede medlemmer af bestyrelsen, før den kan konstituere sig med en ny formand. Der var naturligvis også behørig hyldest til formanden gennem 13 år, Birte Nørager, på repræsentantskabsmødet i sidste uge.

Tung beslutning
Hun indrømmede, at der lå mange og tunge overvejelser bag beslutningen om at stoppe, men at hun følte, at tiden var inde - som 62-årig - at give plads til andre interesser. Såsom golfsporten. I sin formandsperiode har hun været med til at opføre 330 lejligheder. I sin sidste formandsberetning kunne hun da også se tilbage på flere af slagsen for indeværende periode - plus renovering af nogle af de eksisterende. Af de nye er der således tre i den gamle administrationsbygning på Markedsgade 12. Flere ældreboliger er tillige i støbeskeen. Der har således for nylig været 1. spadestik for 8 almene, ældreboliger i det tidligere Trustrup Hotel. 8 ældreboliger bliver der også lavet i øjeblikket i Grenaa - 4 på 1. sal og 4 på 2. sal på adressen Sønderport 6 B-K. Hun kunne også fortælle, at bestyrelsen også arbejder på nye opgaver. Således har man købt Havnevej 34, det tidligere Havnevejens Beton, af Grenaa Kommune, og boligselskabet har af kommunen fået forhåndstilsagn om støtte til 10 almene boliger i 2002 og støtte til opførelse af 18 almene boliger i 2003. Og der ligger helt nye tanker bag dette projekt.
- Et seniorbofællesskab har vi ikke i boligselskabet. Det var vist på tide, at vi fik den form for beboelse. Vi kunne godt tænke os at undersøge, om der i Grenaa ville være interesse herfor. Nu har vi arealet som er egnet til dette. Vi begyndte først på året at reklamere med idéen i pressen og med et opslag i vort udstillingsvindue, hvorefter folk begyndte at henvende sig. Vi skulle jo også finde nogle samarbejdspartnere, og det blev Jørgen Tækker Rådgivende Ingeniører, Aarhus Lufthavn, og dem der blev sat på opgaven var Søren Krarup Hansen og Stig Bredstrup, sagde Birte Nørager, og fortsatte:
- Seniorbofællesskabet henvender sig til aktive seniorer over 55 år og uden hjemmeboende børn. Der var rigtig mange der henvendte sig for at meddele, at de var interesseret i at høre mere om projektet. Og i august måned var vi klar til at forelægge et forslag til dem. Vi indkaldte til møde den 30. august, og der kom 49 deltagere - 18 par og 13 enlige. For at beboerne kunne få indflydelse på, hvordan de kunne ønske at få deres bolig indrettet, fik de udleveret et skema, som de skulle udfylde med deres ønsker. De skulle være afleveret inden den 1. november til os. Nu har vi så behandlet dem og indkaldt til møde igen den 10. december, hvor den videre udvikling vil ske. Der har tilmeldt sig 59 personer - 24 par og 11 enlige, fortalte Birte Nørager.

Et godt regnskab
Forretningsfører Frede Frandsen kunne i modsætning til sidste år - hvor kurstab på obligationer var årsag til at boligselskabet ikke kunne give sine afdelinger den budgetterede rente - melde om et positivt regnskab. Kurstabet fra sidste år var mere end vundet tilbage, og man kom derfor ud af regnskabsåret med et overskud på 1,8 millioner kroner. Kun 3 afdelinger kom ud med et underskud - og sammenlagt på beskedne 38.000 kroner, så der var tale om et tilfredsstillende regnskab.
Tilfredsstillende er det imidlertid ikke for »1945«, at man nu igennem et år har forsøgt at råbe både embedsmænd og politikere i Grenaa Kommune og Reno Djurs op omkring det som boligselskabet opfatter som en uretfærdig renovationsordning. Selskabets renovationsudgifter steg med den nye ordning til det dobbelte. Blandt andet for at finansiere det, at det nu er blevet gratis at køre forskelligt storskrald til genbrugspladsen. Her har boligselskabet den holdning, at deres beboere ikke har samme glæde af denne ordning som andre grupper har. De er typisk ikke så mobile, som en parcelhusejer er. Alligevel dækker 57% af grundgebyret for alles vedkommende det, at man kan aflevere affald på genbrugspladsen gratis. Uanset om man er 87 år, hedder Fru Jensen og bor i en lejlighed på 2. sal på de Lichtenbergsvej, eller er en ung parcelhusfamilie med personbil og trailer.
- Det har ikke været muligt at komme i en forhandling med Reno Djurs omkring den nye renovationsordning. Sammen med Grenaa Andelsboligforening har vi fået aktindsigt i sagen, og vi har kunnet konkludere, at Grenaa Byråd ifølge lovgivningen skal træffe en afgørelse i sagen, så vi forventer at den snarest havner på byrådets bord, siger forretningsfører Frede Frandsen.

Birte Nørager har valgt at takke af efter 13 år på posten som formand for Boligselskabet Grenaa af 1945. Her ses hun i forbindelse med ét af de utallige 1. spadestik, som hun har deltaget aktivt i. Der er tale om byggeriet af Rosengården i Rosengadekarréen i Grenaa. Ialt har hun nået at være med til at opføre 330 almene boliger i kommunen.
birthe_norager.gif (65117 bytes)

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000