04-12-2001
Det er fedt at være frivillig!

FN har udråbt 2001 som internationalt Frivillighedsår, og i den forbindelse vil den lokale frivilligheds-formidlingscentral - Frivilligheden i Grenaa - gerne slå et slag for det at lave et frivilligt stykke arbejde. At det ikke kun er til gavn og glæde for den part, man udfører arbejdet for, men i allerhøjeste grad også for én selv. Det sker via henholdsvis annoncer og små portrætartikler i Grenaa Bladet. I denne uge er turen kommet til 62-årige Ann-Karin Rasmussen, der er bestyrelsesmedlem i Frivilligheden - blandt meget andet.
Ann-Karin er født i Norge, og at hun overhovedet er havnet i Danmark, må siges at være lidt af en tilfældighed. En veninde skrev sammen med en fyr i Danmark som havde en kammerat, og veninden syntes det kunne været skægt, hvis Ann-Karin ville skrive med ham. Men det gad hun nu ikke. I stedet tog de to norske ungmøer på ferie i Danmark for at møde de to unge danske mænd, og her gik det hverken værre eller bedre, end at sød musik opstod mellem Ann-Karin og Norman Rasmussen, mens venindes bekendtskab ikke blev til noget. Mødet mellem de to fandt sted i 1959, og allerede i 1960 var Ann-Karin emigreret til Danmark, hvor hun har befundet sig lige siden. I første omgang i Ålborg, men i 1964 flyttede parret, der nåede at få tre børn, til Grenaa, hvor der var arbejde til Norman Rasmussen som tæppemand for Folmer Mors. Og det har de aldrig fortrudt. Naturen og de store vidder var et savn for Ann-Karin ved flytningen til Ålborg, men det savn ophørte, da hun flyttede til Grenaa.
- Naturen omkring stranden, skoven og omegnen er jo helt fantastisk. Vi nyder virkelig at bo så smukt et sted, siger hun.

Medhjælper i en børnehave
Ann-Karin var hjemmegående husmor indtil det yngste barn skulle begynde i skole. Herefter begyndte hun at gøre rent i en børnehave, og det førte det med sig, at hun i 20 år var ansat som pædagogmedhjælper i den nu hedengangne børnehave på Århusvej. En ansættelse der stoppede, da børnehaven lukkede i starten af 90’erne.
Ann-Karin Rasmussen er oprindeligt kontoruddannet, men hun kom først på den rette hylde, da hun begyndte at arbejde med børn i Grenaa. Det har været en stor del af hendes liv lige siden, og er det fortsat. Således har ægteparret haft plejebørn siden 1989. Specielt børn, hvis opvækst måske ikke har været helt optimal, står Ann-Karins hjerte nær.
Og det var da også et barn, der indirekte fik hende trukket ind i det frivillige foreningsarbejde. Der er tale om hendes egen datter, der var spejder hos KFUK-Spejderne i Grenaa. Under noget juleklip hos pigespejderne blev Ann-Karin spurgt, om hun kunne tænke sig at give et nap med.
- Og det kunne jeg jo godt, så jeg blev smuttefører i fire år. Det var jeg meget glad for, idet man kom tæt på både en masse børn og en masse andre voksne, fortæller hun.
Det næste hun kastede sig ud i var pastor Arne Jakobsens børnegudstjenester. Her var hendes yngste søn med, og Ann-Karin gik her i sving med nål og tråd, idet der skulle syes tøj til de små skuespil, som blev afviklet i forbindelse med disse børnegudstjenester. Eksempelvis omkring advent/jul.
Hendes næste frivillighedsprojekt var en kristen børneradio, som hun kørte sammen med en veninde i en 3-4 år på Radio Djursland i Grenaa.

Muffe og Momme
Ægteparret har to børnebørn, der spiller håndbold i GIF, og påny har hun og hendes mand ladet sig inddrage i et frivilligt stykke arbejde omkring de to hold, som børnebørnene udfolder sig på.
- Vi ser deres kampe, når de spiller i Idrætscentret blandt andet, og så blev vi på et tidspunkt spurgt, om ikke vi havde lyst til at give en hånd med, når vi nu var der alligevel. Og naturligvis havde vi det. Min mand er således blevet holdleder for det ene hold, mens jeg koncentrerer mig om at trøste, bage kager og ellers hjælpe, hvor jeg nu kan. Det et utroligt berigende, fordi vi derved får lejlighed til at lære en helt ny generation af Grenaa-børn at kende, siger Ann-Karin, der i GIF-regi ikke hedder andet end »Momme«, mens hendes mand hedder »Muffe«. En slags forkortelse for mormor og morfar.
Ægteparret Ann-Karin og Norman Rasmussen har efterhånden været involveret i en hel del sportsaktiviteter gennem børn, plejebørn og nu også børnebørn. Ikke mindst med at køre, hente, bringe og kigge på med mere. Og her synes Ann-Karin, at de mange bedsteforældre ude i de små hjem godt kunne udvise en større af interesse for deres børnebørns fritidsaktiviteter.
- Hvorfor er der ikke flere bedsteforældre, der tager ud og kigger deres børnebørns sportskampe end der er? Jeg synes måske nok, at der var nogle, der godt kunne vise sig lidt mere. Ikke mindst i forhold til de kampe, der afvikles her i Grenaa og omegn. Det er vigtigt at støtte børnene og vise interesse for det de laver, og så er det både sjovt og spændende at følge sine børnebørn i sådanne sportskampe. Det er noget, der giver os utroligt meget i vores dagligdag. I aften skal vi se to håndboldkampe i Idrætscenter, hvor et barnebarn deltager i hver af dem. Og det glæder vi os meget til. Det er med til at give indhold i tilværelsen. Og glade børn er jo lig med glade bedsteforældre. Ud og del oplevelser med børnene - det er selve livets salt, siger Ann-Karin Rasmussen, der også er med i Grenaa Naturlaug og Grenaa Hatteforening.
Hun finder, at det har været lidt tilfældigt hvad hun er blevet trukket ind i gennem årene.
- Men typisk er det vel nok sket, idet jeg er blevet spurgt. Og så er det jo, at man skal huske at sige JA, slutter hun.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000