04-12-2001

Nu kan »1945« prioritere i ansøgningerne til familieboligerne på de Lichtenbergsvej

Grenaa Blad logo

Ganske vist gik der totalt kage i afstemningen, da Grenaa Byråd tirsdag i sidste uge skulle behandle en ansøgning fra Boligselskabet Grenaa af 1945 om udlejning af familieboliger efter særlige kriterier. Herimellem det, at man stemte et forslag hjem, der allerede var blevet stemt om én gang, og som egentlig var bortfaldet på grund af stemmelighed. Men da to andre forslag havde lidt samme skæbne, vendte man ved borgmester Gert Schou’s mellemkomst - og det øvrige byråds accept heraf - tilbage til dette ellers bortfaldne forslag, som gik på, at »1945« godt må begynde at prioritere i ansøgningerne efter nogle særlige kriterier til afdeling 11 - de Lichtenbergsvej - men ikke må begynde at tilgodese enlige ældre og par, som ønsker en større almennyttig bolig i afdeling 34 - Rosengården - end man egentlig er berettiget til i henhold til gældende regler på området. Det sidste af hensyn til de private udlejere på markedet, som de borgerlige i byrådet mente ville blive udsat for ublu konkurrence, hvis den del af forslaget gik hjem. En boligkonferencen, som allerede er planlagt, skal afklare denne problemstilling nærmere.

Lovgrundlag er fra juni 2000
Baggrunden for, at »1945« med byrådets velsignelse nu må »sortere« lidt i bunken af ansøgere, er en lovbekendtgørelse fra By- og Boligministeriet af 20. juni 2000, som giver mulighed for, at boligselskaberne kan indgå aftale med byrådet om udlejning af familieboliger efter særlige udlejningskriterier. De fleksible regler ønskes indført vedrørende de Lichtenbergsvej 31-81, hvor »1945« råder over 162 familieboliger. Her er der efterhånden havnet 30% nydanskere - fortrinsvis bosniere - og den beboersammensætning kunne man godt tænke sig at ændre på, således at antallet af nydanskere i afdelingen ikke i væsentlig grad overstiger det antal nydanskere, der reelt set er i kommunen lige nu. Et procenttal, der er væsentligt lavere end 30%.
Og metoden til at opnå dette? Der tænkes her især på at give fortrinsret for husstande, som har fået arbejde i Grenaa Kommune (pendlere), eller at give virksomheder mulighed for at tiltrække ny arbejdskraft ved at give fortrinsret til dem til ledige boliger på de Lichtenbergsvej.
Og hvad Rosengården angik ansøgte »1945« om at få lov til at ligestille enlige og par til en større lejlighed end de nuværende regler giver mulighed for, ligesom man derved satser på at kunne skabe et godt ældremiljø i afdelingen. men den gik altså ikke i første omgang.
Formanden for Voksen- og Fritidsudvalget, Erik Hoberg, syntes at begge forslag var udmærkede. Han mente således, at det ville være hensigtsmæssigt at få ændret beboersammensætningen på de Lichtenbergsvej.
SF’s Tom Mortensen stillede ændringsforslag om at udskyde begge spørgsmål til boligkonferencen var overstået, men det fandt ikke flertal.

Ublu konkurrence for offentlige midler
Venstre’s Knud Kildal forsvarede de borgerliges synspunkt med hensyn til Rosengården med, at der var tale om offentligt støttet byggeri, og en dispensation fra reglerne til ugunst for dem, de var sat i verden for at beskytte - de private udlejere - derfor var helt urimelig. Han syntes i øvrigt det var ganske fornuftigt at blande forskellige aldersgrupper på dette sted.
Og efter diverse tovtrækkerier og spøjse afstemninger lykkedes det da også at få skilt sagerne så meget ad, at ansøgningen på de Lichtenbergsvej blev stemt hjem med Socialdemokratiet - minus Henning Christensen, der hverken stemte for eller imod - Venstre og De Konservatives 17 stemmer. Imod stemte kun SF’s Tom Mortensen.
Til gengæld udsatte man spørgsmålet vedrørende Rosengården til efter den kommende boligkonference.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000