04-12-2001

Kulturhuset Pavillonens december-udstilling er præget af jule-højtiden

Grenaa Blad logo

December måned er fortællingernes måned - både de hyggelige, gammelkendte juleeventyr og de mere voldsomme og farverige folke-julehistorier. Kulturhuset Pavillonens december-udstilling er i høj grad også præget af historier fortalt ud fra den forestående jule-højtid. De folkelige, dramatiske historier fortælles i husets nye, lille galleri-lokale, hvor tegneren og maleren Stig Holsting udstiller værker. Det er første gang Stig Holsting gæster huset, og han gør det med en fremragende fortællemættet god udstilling, fortæller kulturhusleder Hardy Andersen.
Den anden december-kunstner er Casper Patrick, hvis skulpturer er en sand nyhed i forhold til hvad huset endnu har præsenteret. Farverige og spændende som julemåneden selv, men også overskridende og fornyende.
Stig Holstings billeder dannede i øvrigt baggrund for den lyrik- og musikaften, der blev afviklet i udstillingslokalet fredag den 30. november. Her benyttede han lejligheden til at præsentere - og læse op af - sin nye digtsamling, og Claus, Christian og Kirstine Deichgræber, der tidligere har sat musik til samt spillet og sunget hans digte, medvirkede også denne aften i Kulturhuset Pavillonen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000