27-11-01

Rimsø Kirke har fået noget ud af sine fældede elmetræer

Grenaa Blad logo

Rimsø Kirke har virkelig fået noget ud af de to elmetræer på kirkegården, der blev fældet lige inden jul sidste år. De blev efterfølgende transporteret til møbelsnedker Bent Andersens værksted i Albøge Gl. Skole på Askhøjvej 60 i Albøge, og her et lille år senere har kirken kunnet præsentere et 625 kilo tungt barokskab med en brandsikker boks til kirkesølvet og to tvillingeskabe i våbenhuset. Alle hvad »indmaden« angår lavet ud af de elmetræer, som blev fældet sidste år. Den 14. november var der således »åben kirke« i Rimsø med henblik på at vise de flotte og unikke kirkeskabe frem for menigheden.
Der er kælet for detaljen på de tre skabe, der alle tre er lavet af oliebehandlet bøgetræ hvad det udvendige angår. Men den største skønhed finder man indadtil - som i så mange andre sammenhænge, siger møbelsnedker Bent Andersen, der ud af det meget fine, gamle elmetræ har lavet store skuffer med interne, små skuffer til barokskabet, hvor den brandsikre boks også er blevet beklædt med det smukke elmetræ, så det kolde stål ikke ødelægger helhedsindtrykket af et meget flot stykke arbejde. Kirkens messehagler er der også gjort plads til i det smukke skab.
Bent Andersen har specialiseret sig i sådanne opgaver med at restaurere kirker og kirkeinventar. Det er således ingenlunde tilfældigt, at opgaven med at lave de tre skabe til Rimsø Kirke er landet hos ham. Han har således tidligere lavet en stor væg-til-væg-bogreol i præsteboligen i Nørregade i Grenaa, nyt stoleværk i Albøge Kirke og et kirkeskab til kapellet i Lyngby Kirke. Men opgaven i Rimsø Kirke er nok den mest spændende og udfordrende opgave, han endnu har fået.
- Det har kostet nogle anstrengelser at nå frem til det færdige resultat, men det er alle anstrengelserne værd, når man står tilbage med et resultat, som man godt kan være tilfreds med, siger Bent Andersen.
Og han er ikke alene om at være tilfreds med resultatet. Nok så vigtigt er det, at menighedsrådet med formanden Svend Kristensen i spidsen også er tilfredse med møbelsnedkerens frembringelser.
Barokskabet inde i selve kirken erstatter et gammelt finérskab, som menighedsrådet ikke længere mente man kunne være bekendt at opbevare det uerstattelige 4-500 år gamle kirkesølv i. Dåbsfade med videre. Det er i øvrigt også et lovkrav, at kirkesølvet skal opbevares i en brandsikker boks.
- Og så kunne vi lige så godt få lavet noget ordentligt, der kan holde de næste 200 år, siger Svend Kristensen.
På Bent Andersens værksted blev elmetræerne først på året skåret op, og derpå lagt i tørrekammer. Først idet træet var helt tørt kunne han gå i gang med arbejdet med at omdanne elmetræet til fine møbler. En lang proces, hvor der forestod noget meget kompliceret snedkerarbejde - blandt andet omkring det at skabe en smuk bordplade til vandskabet i våbenhuset. En plade, der lå i oliebad en uge forud for bearbejdningen. Det andet tvillingeskab i våbenhuset fungerer som kirkens elskab. Våbenhuset har også fået et helt nyt udtryk via et spejl med elmetræsramme og en ny knagerække i bøgetræ. Sindrig fold-ind-og-fold-ud-aflæggerplads via oliebehandlede elmetræsplader ved orgelpulpituret, er også en del af Bent Andersens arbejder i kirken.
- Jeg har været utrolig glad for den opbakning jeg har fået fra menighedsrådet. Tingene har udviklet sig i takt med at mulighederne er kommet til undervejs i processen, og her har menigsrådet udvist stor opbakning stor tillid til mit arbejde, og det er jeg naturligvis meget glad for, siger Bent Andersen.
Stregerne til de smukke kirkeskabe er slået af arkitekt Hans Grøn, Ebeltoft.

Menighedsrådsformand Svend Kristensen og møbelsnedker Bent Andersen ses her ved de to tvillingskabe i våbenhuset, som er en del af et netop indviet projekt i Rimsø Kirke.

Et barokskab på 625 kilo - inkl. en brandsikker boks - er hovedopgaven i det projekt i Rimsø Kirke, som møbelsnedker Bent Andersen, Albøge, netop har afleveret.

Det elmetræ, som er brugt til de nye kirkeskabe i Rimsø Kirke, stammer fra to store elmetræer, der blev fældet på kirkegården for lidt over et år siden. Her er Bent Andersen i færd med at skære noget af træet op ved hans værksted i Albøge Gl. Skole.
kirke1.jpg (39974 bytes)kirke2.jpg (34170 bytes)

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2001