20-11-2001 |
|
Otte nye ældreboliger tager form ved Sønderport i Grenaa |
![]() |
Otte nye, almene ældreboliger tager form på 1. og 2.
sal i bebyggelsen på adressen Sønderport 6 B-K i Greenaa. Det blev markeret med en
grundstensnedlæggelse torsdag i sidste uge. Det var første gang Boligselskabet Grenaa af
1945 benyttede sig af denne mulighed, men det er i sagens natur ikke let at tage 1.
spadestik til et byggeri, hvor stueetagen er afsat til helt andre formål - nemlig
liberale erhverv.
Det var formanden for »1945« Birte Nørager, der bød forsamlingen velkommen, og hun
sagde blandt andet følgende:
- Jeg har gravet lidt i fortiden og har fundet frem til, at den første bebyggelse på
dette sted var først i 1840. Gennem årene op til vor tid har der fundet mange ændringer
sted. Der har dog det meste af tiden været drevet købmandsgård her. I dag står vi så
og skal have grundstensnedlæggelse til 8 almene ældreboliger, som Boligselskabet lader
opføre. Kravene og ønskerne til ældreboliger ændrer sig med tiden. Det er vel kun
naturligt. Ældre ønsker sig en større bolig end før, og det har vi set i øjnene i
»1945«. Vi mener, at der bør være to varianter af størrelse bolig, som man kan
tilbyde de ældre. Derfor besluttede vi os til at indrette disse boliger på en anderledes
måde end normalt. Boligen indeholder stue, soveværelse, køkken, bad samt et værelse,
så der er plads til at have sine børn/børnebørn på besøg natten over, hvilket jeg
finder rimeligt. Der er fire boliger på hver etage med altangang, samt det, at der på
hver etage vil blive opført en fælles altan, som man så må dele. Adgangsforholdene er
i top, idet der både findes trappe og elevator, sagde Birte Nørager, og fortsatte:
- Desuden mener jeg, at stedet her er perfekt for de ældre, idet vi ifølge vore
ansøgere gennemgående ser, at ældre meget gerne vil bo tæt på centrum, og her er jo
stedet. Tæt på at kunne gøre sine indkøb, gå en tur i byen og vil man nyde naturen,
ja så er det lige uden for døren langs åen. Posthavecentret og kulturhuset er også
lige i nærheden, sagde Birte Nørager, hvorefter hun gik i gang med at nedlægge
grundstenen, der indeholdt et cigarhylster med informationer om Boligselskabet Grenaa af
1945 - anno 2001 - til glæde for kommende tiders generationer.
Hovedentreprenøren på byggeprojektet ved Sønderport, der også omfatter lokaler til
kommunale og amtslige institutioner samt forretninger og andre liberale erhverv, er KPC
Byg.
Der var grundstensnedlæggelse på byggeriet af 8 nye ældreboliger ved Sønderport i
Grenaa. Her ses formanden for Boligselskabet Grenaa af 1945, Birte Nørager, under
murerarbejdet.
Foto: Lene Madsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000