13-11-2001

Check til kreativt bolighus

Grenaa Blad logo

Jens Ove Schmidt fra Schmidt Møbler i Grenaa får her overrakt en check af Thomas Pedersen fra Handelscenter Grenaa. Checken er på 2.000 kroner, og Schmidt Møbler har fået den for at have fundet på den sjoveste og mest fantasifulde konkurrence/happening i forbindelse med efterårsferie-arrangementerne i byen i tilknytning til det ungdomsblad »Young Newz fra Grenaa« som Handelscenter Grenaa udgav i samarbejde med Grenaa Bladet og elever fra Teknisk Skole og 10. Klasse-Center Djursland. De deltagende butikker skulle heri annoncere en konkurrence, og Schmidt Møbler blev altså skønnet som værende den mest kreative af butikkerne - omend konkurrencen var benhård. Konkurrencen hos Schmidt gik ud på at ligge på en Sting Futon-sofa en hel dag - kun afbrudt af nødvendige toiletbesøg. Undervejs blev der sørget for chips, slik cola, videofilm og musik fra et stereoanlæg opstillet til lejligheden af 2Tal i Søndergade.
- Det var en rigtig sjov happening, som tiltrak sig meget opmærksomhed. 250 unge mennesker meldte sig til konkurrencen, men der var jo kun plads til én. Hun blev valgt ud, og fik lov til at tage en veninde med. Undervejs fik hun så besøg af skolekammerater, venner og veninder, så der var liv i kludene, siger Jens Ove Schmidt, der havde sat Sting Futon-sofaen plus sengelinned på højkant i konkurrencen.
Konkurrencerne i forbindelse med ungdomsmagasinet har også generelt været en stor succes. Butikkerne er blevet bestormet med bidrag i hundredevis, fortæller Thomas Pedersen, der til daglig er butikschef hos expert i Nørregade.
schmidt.jpg (10413 bytes)


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000