13-11-2001

Teknisk Skoles første digitale integrator er sprunget ud!

Grenaa Blad logo

Onsdag i sidste uge kunne Grenaa Tekniske Skole udklække skolens første digitale integrator. Lotte Holm Jensen fra Grenaa fik 11 i sit afgangsprojekt, og er dermed klar til at kaste sig ud i det pulveriserende arbejdsliv. På billedet ønskes hun tillykke af skolens forstander Palle Rasmussen, markedschef Niels Ole Svith og teamleder på Digital Media på Grenaa Tekniske Skole, Martin Hansen.
Skolen er i sin tid blevet udpeget af Dansk Metal og Dansk Industri til være blandt spydspidsskolerne på denne uddannelse. Den findes udover Grenaa kun i Ålborg, Odense og Roskilde. Palle Rasmussen forklarer, at det er skolens initiativ med et IT-College, der har ført til udpegningen.
I forvejen findes der jo en statsanerkendt mediegrafisk-uddannelse, og hvis man skal tale om forskelle mellem de to uddannelser, så er det ifølge Palle Rasmussen, at mens den mediegrafiske-uddannelse måske mere er rettet mod de trykte medier, så er uddannelse som digital integrator mere rettet mod de elektroniske medier i form af webdesign - at kunne integrere 3D, video og lyd i denne sammenhæng.
Skolen startede op med uddannelsen for to år siden, og nu er den første altså på gaden. I øjeblikket råder skolen over cirka 40 elever, hvoraf nogle af dem p. t. er ude i deres praktikforløb. Lotte Holm Jensen har under sin praktik været beskæftiget med produktion af hjemmesider, dtp, annoncer, brochureopsætning og webdesign hos Epicenter/Basil Products i Hornslet.
I sin struktur er uddannelsen bygget op som en helt almindelig grafisk lærlingeuddannelse, hvor man starter med at lave en lærlingekontrakt med en arbejdsgiver. Og så kører det ellers deruda’ med praktik- og skoleforløb. Lotte Holm Jensen håber at kunne finde arbejde i nærområdet - til og med Århus/Randers - som webdesigner og indenfor dtp/grafisk arbejde. Hun ser også muligheder som freelancer ude hos mindre virksomheder, der måske sidder med et efterslæb rent IT-mæssigt.
Uddannelsen har udvidet skolens »nærområde« ganske betragteligt, eftersom sonderinger mod mulige praktiksteder og elev-optag nu omfatter det meste af Jylland, idet der kun ses bort fra det nordjyske, som Ålborg dækker.
lotte.jpg (9917 bytes)
Foto: Lene Madsen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000