06-11-2001 |
|
Trafik-aftale som daterer sig tilbage til 26/11 1999 |
![]() |
Der er sådan set tale om en videreudvikling af en finanslovsaftale om trafik af den 26. november 1999 mellem regeringen, SF og Enhedslisten. Ved det forlig blev der afsat 30 mio. kroner årligt i årene 2000-2004 til nærbanebetjeningen ved Århus og Ålborg. Der blev endvidere i perioden afsat 100 mio. kroner i reserve til videreudvikling af nærbanetrafikken. Der er dermed afsat i alt 250 mio. kroner til nærbaneinitaitiver ved Århus og Ålborg. Disse fordeles i første omgang med 125 mio. kroner til hver - dog med den tilføjelse, at der endvidere er afsat 10 mio. kroner ekstra fra puljen til styrkelse af den kollektive trafik. Beløbet er i forbindelse med Finansloven for 2001 blevet overført til brug for nærbaner i Århus.
Det forligspartierne nu har gjort, er at sætte sig sammen for at finde ud af, hvordan - og på hvilke områder - de mange millioner skal udmøntes. DSB har samtidig accepteret at kunne varetage trafikken indenfor de på forhånd udstukne rammer. Det vil sige 58 mio. kroner til 6 nærbane-togsæt. Her bliver der efter beregningerne dog kun tale om en nettoudgift for DSB på 31 mio. kroner, fordi opgraderingen af strækningen Århus-Ryomgård alt andet lige vil være ensbetydende med en merindtægt på strækningen på 27 millioner kroner i togenes afskrivningsperiode, der er fastsat til 2003-2023. Forbedringen i driftsøkonomien er baseret på en højere hastighed på strækningen, og dermed større passagersøgning på grund af den forbedrede service. Grenaabanens driftsøkonomi beregnes til at blive 2,2 mio. kroner bedre på årsbasis, idet de nye togsæt indsættes på strækningen. Togene, der afløser de eksisterende MR-togsæt, forventes at kunne tages i brug på Grenaabanen fra og med 2004.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000