06-11-2001

Grand gæster bowlingcentret

Grenaa Blad logo

I forbindelse med frigivelsen af Tuborgs Julebryg på fredag den 9. november er der dømt live-musik på Grenaa Bowlingcenter med en power-trio i eksplosiv udvikling. Der er tale om bandet »Grand«, der efterhånden har opnået stor opmærksomhed og anerkendelse i det århusianske musikmiljø. Det er sket på baggrund af godt fem års øvelseslokale-sved og ikke færre end et halvthundrede koncerter.
Genren er melodiøs rock i den hårde ende, og den serveres efter sigende med en særegen, medrivende energi og ligefremhed. Bandet har dyb respekt for deres publikum - og publikum lader sig gladeligt rive med. Grand har blandt andet optrådt på flere af landets anerkendte spillesteder såsom Train i Århus, Sysseltinget i Hjørring, Tobakken i Esbjerg og Tex i København.
Én af Grands stærkeste sider er den kompromisløse insisteren på eget skrevet materiale....Dog har bandet af nysgerrighed valgt at eksperimentere med enkelte kopinumre som for eksempel Britney Spears »One More Time«, der i øvrigt kan høres på bandets dugfriske demo »Departure«. Og man står også overfor snarest at skulle skyde en debut-video til nummeret »What a Day«.
Bandet er ikke helt ukendt på disse breddegrader. Blandt andet formåede det at spille sig til en velfortjent 2. plads i forbindelse med dette års Amatør Grand Prix i Grenaa Bowlingcenter, der var arrangeret af Kalle K. Booking i Grenaa. Grand består af Kristian Bjørn på vokal og guitar, Trine Bille på bas og kor og Christoffer Vengsgaard på trommer.

Det århusianske band Grand, der blev nummer 2 ved dette års Grenaa Amatør Grand Prix, kommer på genvisit i Grenaa Bowlingcenter på fredag den 9. november i forbindelse med frigivelsen af Tuborgs Julebryg.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000