06-11-2001

God efterårssæson for Schæferhundeklubben

Grenaa Blad logo

Schæferhundeklubben i Grenaa har haft en rigtig god efterårssæson. Der har været rigtig mange tilmeldinger i klubben - blandt andet et stort hvalpehold. Den 2. september stillede klubben op til Landsdelsmesterskab i kreds 75 Århus. De fire deltagere fra Grenaa var Claus Bertelsen med Ejka, Jens Chr. Larsen med Nero, Lars Ole Klejs med Nando og Inge Johansen med Enzi. Det blev til en 5. plads med 315 point, og Lars Ole Klejs har været med til udtagelsesstævne til DM i Brønderslev den 6.-7. oktober i lydighed, spor og forsvarsarbejde. Han og Nando gjorde det flot med 270 point, men manglede lige fem point for at komme videre. Der er dog mulighed for at prøve igen, og det gør de utvivlsomt. Kirsten Nielsen har været til DM i spor med sin hund, og opnåede her en 22. plads med 103 point. En flot præstation overhovedet at nå et DM.
Lørdag den 6. oktober var hunde plus hundeførere i øvrigt på bytur i Grenaa, hvor hundene kunne socialisere oppe i byen blandt andre mennesker. Det skete i forbindelse med Lang Lørdag. En positiv tur, som man agter at gentage. Lørdag den 17. november skulle man i Schæferhundeklubben have afholdt kredsmesterskab, men desværre har dommerne svigtet klubben, så det er blevet udsat den den 1. december.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000