23-10-2001 |
|
Godt 1000 borgere er med i fritids-undervisning |
![]() |
Folkeligt Oplysnings Forbund og Djurslands Husflidsforening er klar med de sidste gode foredrags- og kursustilbud til dig i november og december måned.
Over de sidste par måneder er 81 forskellige hold startet op og mere end 1900 borgere deltager i vore mange forskellige og spændende tilbud i Grenaa, Midtdjurs og Nørre Djurs Kommuner. Men der er stadig mulighed for at deltage.
November er den store foredragsmåned. Vi starter allerede 31. oktober med en Musikalsk Fortælle-Café om H. C. Andersen og hans forunderlige verden. Hernæst er det den populære radiovært Nis Boesdal, der fortæller historier fra det gamle Danmark »Med høtyv og hjerteblod«.
Et pileforedrag med den kendte kurvemager og pilefletter Bent Vinkler har allerede trukket deltagere til fra Fyn og Nordjylland, men der er stadig plads til flere.
Et kunstforedrag er også på programmet sidst i november, cand.mag. Anita Mosfeldt fortæller om Chr. Lemmerz.
Nyt på programmet er et foredrag »Slank for altid« ved Birgitte Nymann. Man kan købe billetter til foredragene med Nis Boesdal og Birgitte Nymann ved Bog & Ide, Torvet i Grenaa.
Endags- og weekendkurser er meget populære. Her tilbyder vi bl.a. i samarbejde med Frivillighedsrådet et kursus i »Klar kommunikation« ved Lisbeth Weitemeyer, senere tilbydes kurset »Konfliktløsning og forhandling« med samme underviser.
Terapeut Andreas Nordby vil i weekenden 17. og 18. november beskæftige sig med »Kristendom, Thomas Evangeliet, arvesynden og Jesus genfødsel«. Og a propos fødsel tilbyder vi løbende kurser i fødselsforberedelse og i efterfødsel ved afspændingspædagog Helle Stubbe Teglbjærg.
Julen nærmer sig, dette afspejles også i et aftenskoleprogram. Sidst i november måned bliver der nemlig mulighed for at lave chokoladekonfekt efter alle kunstens regler, Lars Bjorholm vil på fornemste vis sørge for at beskæftige slikmundene. Og når konfekten er klar, skal der vel også pyntes lidt op med forskellige dekorationer. Jonna Bruun vil over 3 tirsdage undervise i, hvordan man laver forskellige juledekorationer af forskellig art. Søndag den 9. december vil Erik Markussen fra Clemens Ide Butik i Århus sætte dig i rigtig julestemning. Kurset foregår i Kulturhuset Pavillonen. Her vil du få inspiration til de flotteste juledekorationer – 5 forskellige ting – i kursusprisen er inkluderet en let frokost, så du kan koncentrere dig om dekorationerne og rigtig hygge dig.
I Nørre Djurs skal der også jules. Under Allis Eliasens kreative vejledning kan du lære at lave utraditionel julebinderi med florlette bouillontråde, fine perler, engle, visemænd og meget, meget mere. Julebinderi starter 19. november og forinden tilbydes også et kursus i trådbinderi, hvor man arbejder med tråd, perler og metal.
I samarbejde med Grøn Guide tilbydes et spændende debatarrangement. Hvem kunne ikke tænke sig mere fritid og samvær med familien? Sten Møller vil lægge op med et foredrag om en lavøkonomisk livsmodel, herefter vil der være mulighed for at debattere dette.
I Djurslands Husflidsregi tilbydes udover pileforedraget med Bent Vinkler også et weekendkursus i »Kreativ patchwork«. Midt i november tilbydes afslutningsvis vore populære pilefletningskurser i Stenvad med henholdsvis Solveig Langballe og Marianne Nielsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000