16-10-2001 |
|
Grenaa Kommune redder sit 2002-budget hjem ved at lade være med at vedligeholde vejene |
![]() |
Under normale omstændigheder ville Grenaa Kommune have brugt 7 millioner kroner i 2002 på at vedligeholde de kommunale veje. Men Grenaa Byråd har som en nødløsning vedtaget at undlade at bruge en eneste krone på vejvedligeholdelse i 2002. De 7 millioner kroner, som man derved sparer redder nemlig budgettet for næste år. Ingen af partierne har nemlig haft lyst til at skære så store beløb på de »bløde områder«. Og da slet ikke i et valgår. Venstre’s Jørgen Katholm gjorde dog i forbindelse med 2. behandlingen af budgettet torsdag den 11. oktober på Grenaa Rådhus, opmærksom på, at det var en redningsmanøvre man kun kunne benytte sig af én gang.
- Det er kun ét år vi kan gøre det her. Vi oparbejder allerede på det ene år et meget stort efterslæb, som i den sidste ende meget vel kan udløse en kæmperegning, hvis vi ikke følger ordentligt op på det. Der skal med andre ord gøres op løbende, hvad der mangler at blive gjort, og så skal der tages fat fra og med 2003, sagde Venstre-manden.
Borgmester Gert Schou erklærede, at der var tale om en nødløsning set i lyset af de problemer som byrådet er blevet stillet over for i forbindelse med dette års budgetlægning.
Vedtog budgettet uden de helt store sværdslag
Men ellers vedtog man budgettet for næste år uden de store sværdslag, og fra flere sider lød der da også det synspunkt, at man i det store og hele var enige om 99% af budgettet. Skatter og afgifter holdes i ro, selv om SF stillede forslag om en skattestigning på 0,2% til finansiering af de ændringsforslag til budgettet, som SF havde sendt ind. Dette forslag blev imidlertid nedstemt, omend Venstre’s Svend Brandstrup Hansen roste SF for partiets måde at krone-til-krone finansiere sine forslag på, og at der næste år meget vel kunne blive tale om en skattestigning, hvis ikke kommunens økonomi udvikler sig i en lidt gunstigere retning, end det er tilfældet p. t.
- Vi er nok nødt til at gå ind og lave en forstærket indsats overfor de udgifter, som vi ikke helt selv er i stand til at styre. Vi kan styre det meste omkring indtægter og udgifter, men ikke alt. På nogle områder øges udgifterne uden vi kan gøre ret meget andet end at stå og se til. Men vi må kunne gøre noget. Ekseempelvis øge beskæftigelsen blandt folk, der er i systemet, sagde Venstre’s gruppeformand.
Børnepasning i daginstitutioner bliver lidt dyrere
Takststigninger hvad angår børnepasning er en del af det nye budget, men politikerne havde lyttet til de forældre, der havde fremført det synspunkt, at det ville være urimeligt at vedtage øget forældrebetaling samtidig med at man lavede en serviceforringelse i form af en ekstra lukkeuge i daginstitutionerne i sommerferien. Så det forslag bortfaldt. Socialdemokratiet havde yderligere foreslået, at en øget forældrebetaling på 350.000 kroner skulle bortfalde også, men her var V-K og Grenaa Listen kun parat til at lade dagplejen gå fri. Det bliver således lidt dyrere at have et barn i en daginstitutionsplads i Grenaa Kommune til næste år.
Poul Bach (C): S gør sig lækker!
De Konservatives Poul Bach kunne ikke lade være at drille socialdemokraterne med den påstand, at man fra socialdemokratisk side med dette forslag leflede voldsomt for vælgerne.
- Man forsøger sig at gøre sig lækker og godt tilpas i bybilledet ved at fjerne både en lukkeuge og øget forældrebetaling fra budgetforslaget - uden at henvise til finansiering af den halve million som så står og blafrer i vinden. Her viser SF trods alt lidt mere mod og mandshjerte. De foreslår at hæve skatten, så deres ændringsforslag kan finansieres. Det er meget lidt imponerende, kære socialdemokrater, sagde Poul Bach.
Socialdemokraten Niels Erik Iversen svarede ved kritikken ved at bemærke, at hvis man ønsker mere bosætning i kommunen, så er forringelser på børnepasningsområdet ikke den rigtige vej at gå.
For lille en margin
Generelt om budgettet for 2002 blev der også sagt, at det er bekymrende, at det kun hænger sammen med lodder og trisser - at der med andre ord er en meget lille margin at arbejde med med hensyn til det budgetlagte/finansieringen. At store tillægsbevillinger på det sociale område eksempelvis, vil kunne vælte det hele.
- Det er bekymrende så få penge vi har at agere med, sagde SF’s Tom Mortensen.
Venstre’s Knud Kildal bemærkede i den forbindelse, at byrådet vedtog et budget som man kunne have realistiske forventninger til. At der uden tvivl ville komme udsving i forhold til det budgetlagte, men at der som altid ville blive tale om udsving til begge sider, og at der derfor ikke var grundlag for den store panik.
Borgmester Gert Schou rundede debatten af ved 2. behandlingen af budgettet. Det fjerde og sidste, som det siddende byråd har skullet vedtage.
- Vi har prøvet mange metoder i budgetlægningen. Fire forskellige tror jeg. Det har været svært hver gang, og det fortsætter det utvivlsomt med at være for det nye byråd også. Men selv om det har været svært, så har vi hvert år endt med at være enige om 99% af budgettet, og det synes jeg både er flot og rigtigt gået. Jeg håber, at det bliver nemmere for det nye byråd. Der er tegn på, at en ny udligningsordning i bloktilskud fra staten til kommunerne er på vej til blandt andre Grenaa Kommunes fordel. Det trænger vi til, sluttede borgmesteren, hvorefter Grenaa Kommunes »husholdningsbudget« for 2002 var i hus.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000