16-10-2001 |
|
Fund af stort narkolager på Mols har sendt 51-årig mand i varetægtsfængsel |
![]() |
En 51-årig mand fra Grenaa Politikreds er ved et lukket grundlovsforhør ved retten i Grenaa tirsdag i sidste uge blevet varetægtsfængslet frem til den 1. november. Sigtelserne lyder på besiddelse af og salg af narko i større mængder plus tyveri/hæleri, fordi der under en ransagning på hans bopæl - udover et større narkolager - også blev fundet effekter - herimellem elværktøj - som politiet mener stammer fra indbrud.
Der er således tegn i sol og måne på, at der er tale om en narkosag af de større. Politiet anholdt manden mandag eftermiddag i sidste uge, og under en ransagning på hans bopæl blev der efterfølgende fundet betydelige mængder narkotika af forskellig slags.
Af hensyn til den videre efterforskning i sagen - som ifølge politiet kun er i sin indledende fase - begærede anklagemyndigheden dørene lukket i forbindelse med grundlovsforhøret. Efterfølgende kan man konkludere, at politiets materiale mod manden er af en sådan styrke, at retten gik ind på at varetægtsfængsle ham frem til den 1. november. En kendelse som ikke blev kæret til landsretten.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000