16-10-2001

Masser af aktiviteter og konkurrencer i Handelscenter Grenaa i efterårsferien

Grenaa Blad logo

Man behøver ikke kede sig i Grenaa her i efterårsferien. Såvel Handelscenter Grenaa som en række aktører under den Børnekulturuge, der lanceres i forhold til de fire nærkommuner Grenaa, Nørre Djurs, Midtdjurs og Ebeltoft, har sørget for, at der er masser af konkurrencer og aktiviteter for både store og små i løbet af efterårsferien. I samarbejde med Grenaa Bladet sender Handelscenter Grenaa tilmed et ungdomsblad på gaden sammen med nærværende udgave af Grenaa Bladet. Bladet er lavet i et samarbejde mellem Grenaa Bladet og 10. Klasse-Center Djursland, som har leveret en stor del af artiklerne. I annoncer i dette blad er de felste af ugens konkurrencer ude i butikkerne beskrevet nærmere - men mere herom senere.
Børnekulturugens åbningsarrangement fandt sted på Mosebrugsmuséet i Stenvad lørdag den 13. oktober. Den officielle åbning blev forestået af Nørre Djurs Kommunes borgmester Leif Sørensen. De musikalske indslag ved samme lejlighed var lagt i hænderne på musikskolerne i de fire kommuner.
En del af arrangementerne og aktiviteterne er således blandt andet at finde i Grenaa. I Kulturhuset Pavillonen kunne man mandag den 15. oktober opleve Hr. Sørensens Cirkus og et cirkus-værksted ved Øglegøglerne. Tirsdag den 16. oktober byder Bekker Dans på gratis dansetimer i disco og hip-hop for de 7-12-årige, mens den kendte pigegruppe Small Talk gæster det lokale kulturhus lørdag den 20. oktober. Søndag den 21. oktober opfører Musikteatergruppen Rivegildet børneteaterforestillingen »Lommedyret Oskar« sammesteds.
På Djurslands Museum kan man prøve kræfter med det at blive kustode. »Den lille kustode« hedder efterårsferieaktiviteten, og det handler om at prøve dele af museumsarbejdet og blive uddannet til »Den lille kustode«. Man lærer at sætte alder på gamle ting, man skal gøre fund med en metaldetektor og meget mere - inklusive en konkurrence. Aktiviteten er for de 3-12-årige, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.
På Grenaa Børnebibliotek er der bamser over det hele. Det være sig udstilling af gamle og nye, danske og udenlandske bamser, der er samlet og udlånt af Helen og Jørn Rübner-Petersen fra Teddy Shop. Hele ugen er der endvidere diverse filmforevisninger, ligesom man lørdag den 20. oktober har en børneteaterforestilling på programmet. »Forkølet« hedder forestillingen, der er for de 1 1/2-4-årige og som opføres af Pin Pon Dukketeater.
Endelig har Billedskolen for børn noget på bedding for de 7-12-årige. I »Det Gamle Bibliotek« på Kærvej vil der blive arbejdet med oliemaling, modeleret, tegnet og malet. Alle er velkomne til at kigge ind og se hvad der bliver lavet. Der laves decideret Åbent Hus torsdag den 18. oktober, og så kører Billedskolen i øvrigt p. t. en udstilling i Danske Bank.

Konkurrencer ude i butikkerne
Og så er der ellers masser af konkurrencer og aktiviteter ude i butikkerne. Eksempelvis kan det nævnes, at expert i Nørregade har konkurrencer udi PlayStation, tegning og SMS. Hos Skoringen i Østergade skal man tælle Skofus’er, og i den forbindelse vinde en kæmpe-Skofus. Hos Freeq i Storegade skal man tælle hvor mange jeans der er i butikken onsdag den 17. oktober kl. 16.15. Der kan gættes hele ugen, og vinderen får et gavekort på 500 kroner. Tøjeksperten Olrik kører en cykelkonkurrence i tre forskellige aldersgrupper. Den bedste i hver gruppe vinder et gavekort til en værdi af 200 kroner. På Grenaa Apotek er der mulighed for at lave fantasifulde kastanje-figurer. Maskotten SuperMulti kommer endvidere forbi for at uddele skrabelodder, hvorpå der også kan vindes gavekort. Hos Cool i Lillegade skal man gætte hvor stor livvidden er i et par udstillede jeans i vinduet. Hver dag i efterårsferien udtrækkes der et par Tigers jeans og sweatshirt.
Hos Matas i Østergade kører man en stor Rasmus Klump-konkurrence, mens Ønskebørn i Storegade serverer kagemand til alle børn og voksne. Profil Optik Ellermann i Lillegade sætter et par Rodenstockglas/briller på højkant til en værdi af 4.500 kroner. Det kan ske ved at gætte kombinationerne i Rodenstock-flerstyrkeglas. Hos Step In på Torvet vinder den, der er hurtigst til at hoppe ned i et par jeans, et gavekort på 500 kroner, mens Café Blå Jens i Storegade har overraskelser til alle børn i efterårsferien.
Emma i Østergade har en konkurrence, hvor man skal gætte hvor mange sokker der er på væggen i vinduet - også her udtrækkes der hver dag et par Tigers jeans og sweatshirt - og endelig kan man hos Schmidt Møbler vinde en Futon-sofa ved at ligge på én af slagsen hele fredagen. Læs mere om alle disse konkurrencer i ungdomsbladet »Young Newz fra Grenaa«.

Disse elever fra 10. Klasse-Center Djursland i Grenaa har været med til at lave ungdomsbladet »Young Newz fra Grenaa« der er udkommet som 2. sektion af nærværende udgave af Grenaa Bladet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000