09-10-2001 |
|
Thomas Kjellerup og en kinesisk operatrup gæster Kulturhuset Pavillonen |
![]() |
Der er nu gennem fire år skabt en tradition for at præsentere gode danske visesangere i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Tidligere har Lasse & Mathilde, Poul Dissing og Erik Grip med flere givet flotte oplevelser i kulturhuset, og i år er turen kommet til troubadouren fra Esbjerg, Thomas Kjellerup.
- Han er især kendt i det sønderjyske og fynske område, og har dér de seneste år samlet fulde huse til sine koncerter. Derfor er det med store forventninger - og i bevidstheden om, at han er alle pengene værd - at vi nu præsenterer ham på på Østdjursland fredag den 12. oktober., siger kulturhusleder Hardy Andersen.
Lige siden starten i 1985 har Thomas Kjellerup holdt fast i sin egen personlige stil, helt uden hensyntagen til tidens strømninger - og man må sige, at han er sluppet ualmindeligt godt fra det. I dag er Thomas Kjellerup kendt som én af landets fornemste troubadourer med flere hundrede udsolgte koncerter bag sig. Hans særkende er de enkle, stemningsfulde tekster og de smukke og iørefaldende melodier. Det er blevet til i alt 10 albums med de velkendte, vemodige og varme sange, hvoraf flere står som langtidsholdbare klassikere indenfor genren: »Ved siden af mig«, »Hver morgen«, »Dage som denne« og »Anni’s sang« er blandt disse klassikere.
Hvis man har lyst, er der mulighed for at spise i kulturhuset forud for koncerten, der arrangeres af kulturhuset i samarbejde med Grenaa Vise Verse Klub.
Kinesisk opera!
Og så kan man vel godt sige, at nedtællingen til årets vel nok mest eksotiske kulturbegivenhed i Grenaa’s kulturhus er begyndt. Søndag den 21. oktober står der nemlig kinesisk opera på menuen. The Hunan Flower Drum Opera Troup kommer og opfører forestillingen »The Tale Of A Woodcutter And The Golden Toad«. Oversat til dansk må det være noget i retning af »Historien om en skovhugger og den gyldne tudse«.
Baggrunden for, at en kinesisk operaforestilling havner i Grenaa er som følger:
- Det Danske Kulturinstitut i København formidler med jævne mellemrum større og mindre udenlandske kulturbegivenheder rundt i landet. Ofte vil den slags arrangmenter lande i København eller Århus, men tilfældigvis hørte én af instituttets medarbejdere, at kulturhuset i Grenaa var blevet moderniseret og fornyet med en ny, stor sal til 500 publikummer, og i forbindelse med åbningen for nylig af fotoudstillingen med billeder fra Lhasa på Grenaa Bibliotek, bad han om at måtte se salen. Efter at have set den tilbød han et gæstespil af The Hunan Flower Drum Opera, der - som navnet antyder - kommer fra Hunan-provinsen tæt på Peking, fortæller Hardy Andersen, og fortsætter:
- Jeg fik samtidig udleveret et videobånd med optagelse fra gruppens optræden, og nok forstod jeg ikke et ord - og måtte indrømme, at musikken er fremmedartet - men kulisser og opsætning samt de typiske kinesiske optrin undervejs var så fascinerende, at jeg ikke var i tvivl om, at det skulle blive en Grenaa-begivenhed, siger han.
Operatruppen er i sidste halvdel af oktober på en Skandinaviens-turné, og der bliver i den forbindelse tale om to gæstespil i Danmark - ét i København og ét i Grenaa.
- Dermed er Grenaa for alvor kommet med på det kulturelle Danmarkskort, slutter Hardy Andersen.
Billetsalget til den kinesiske opera startede mandag den 8. oktober.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000