09-10-2001 |
|
»Lyspunkt« har holdt flyttedag |
![]() |
Ovenpå fem gode år i Glesborg er lys-, gaveartikel- og
brugskunstforretningen »Lyspunkt« flyttet til andre og større lokaler på Dolmervej 20
A mellem Grenaa og Voldby. Der er tale om det tidligere LM Trælast, der senest har huset
en antikvitets-forretning. Jette Pedersen og John Sørensen er parret bag »Lyspunkt«, og
de genåbnede onsdag den 3. oktober deres forretning i de nye lokaliteter. Flytningen er
ensbetydende med mere plads til sortimentet af håndstøbte lys, gaveartikler og
brugskunst - og så har »hjertebarnet« juleafdelingen også fået endnu mere plads til
de uanede mængder af nisser, julemænd, engle og hvad der nu ellers hører julen til. Et
lys-støberi er der dog ikke plads til, så et sådant har John og Jette tænkt sig at
etablere andetsteds indtil videre.
Parret er gået fra cirka 250 m2 i Glesborg til cirka 350 m2 på Dolmervej, så der er
blevet meget bedre plads til at udstille de forskellige varegrupper. Ikke mindst fordi
lysstøberiet ikke genetableres her.
- Vi havde brug for mere plads. Vi havde i Glesborg ikke mulighed for at tage imod større
busselskaber og lignende, der gerne ville kigge indenfor. Det har vi nu. Ligeledes er
pladsen nu også til, at vi kan tage bedre imod folk med rolatorer. Og beliggenheden er vi
også glade for. Vi er jo kommet tættere på Grenaa end vi var før, og så kalder det jo
nærmest på en totaloplevelse at besøge os her i disse landlige omgivelser, siger Jette
Pedersen.
Der er også blevet masser af plads til at udstille »Lyspunkts« specialitet - de
håndstøbte lys - som forefindes i deres helt egen afdeling i alle størrelser, former,
farver og afskygninger.
Jette Pedersen og John Sørensen har holdt flyttedag med deres forretning »Lyspunkt«.
Den er flyttet fra Glesborg Bygade i Glesborg til Dolmervej mellem Voldby og Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000