09-10-2001

Operation Dagsværk vil gi’ en hånd til Mexico

Grenaa Blad logo

En række forretninger og virksomheder i Grenaa og omegn har fået et brev fra Operation Dagsværk på Grenaa Gymnasium & HF. Gymnasieeleverne Lone Nikolajsen, Marie Trillingsgaard og Helga Mathiassen fra Operation Dagsværk-gruppen på skolen fortæller i brevet, at tusindvis af gymnasieelever hvert år giver en dags arbejde for at hjælpe børn i fattige områder af verden med at få en uddannelse. Hver elev tjener på denne dag 250 kroner. I år støtter Operation Dagsværk-projektet indianske børn i Chiapas i det sydlige Mexico. Der skal bygges skoler, uddannes lærere og købes uddannelsesmateriale i de mange afsideliggende landsbyer i Chiapas.
- En meget stor del af denne befolkning er analfabeter, og har virkelig brug for uddannelse. Derfor vil vi bede om Jeres hjælp. De arbejdende elever har brug for arbejdspladser. Det koster kun 250 kroner at have en elev til rådighed i en dag. Eleverne udfører enhver form for arbejde - også utraditionelle opgaver, beretter Operation Dagsværk-gruppen.
En arbejdsdag vil som udgangspunkt vare fra klokken 8.30 til klokken 14.30, men der er mulighed for at lave individuelle aftaler. Datoen for Operation Dagsværk 2001 er onsdag den 7. november. På grund af planlægningen vil gruppen gerne høre fra interesserede »arbejdsgivere« inden den 19. oktober. Det kan ske ved at skrive til Operation Dagsværk på adressen: »Operation Dagsværk«, Grenaa Gymnasium & HF, N. P. Josiassensvej 21, 8500 Grenaa. Man kan også ringe til gruppen på tlf. 86 32 63 27.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000