02-10-2001 |
|
Jazz i verdensklasse i Kulturhuset Pavillonen |
![]() |
Fredag den 5. oktober er den musikalske menu i Kulturhuset Pavillonen jazz i verdensklasse, lover kulturhuseleder Hardy Andersen. Der inviteres med andre ord til en New Orleans-jazz-aften med spisning og dans. Til spisningen og de første trin spiller Jens Krøldrups trio, som hermed får debut i Kulturhuset Pavillonen. Til resten af dansen er den musikalske underholdning lagt i hænderne på nogle af verdens bedste jazz-musikere i form af Finn Burichs International New Orleans Jazzband.
- Det er simpelthen et scoop at få et sådant orkester til Grenaa, siger kulturhusleder Hardy Andersen.
Bandet består af Don Vappie (USA) på banjo, guitar og vokal, Thomas l’Etienne (Tyskland) på clarinet, alt- og tenorsax, Finn Burich (Danmark) på trombone og vokal, Svenne Topgaard (Danmark) på piano og Keith Minter (England) på trommer.
Alle musikerne har spillet sammen med store jazz-navne. De fleste af dem har således blandt andre en direkte forbindelse til den amerikanske gospel-sangerinde Lillian Boutté, og dermed hendes optrædener i Grenaa. Ja, Thomas l’Etienne er tilmed gift med damen.
Skal nogen i bandet fremhæves må det blive Don Vappie, der regnes blandt verdens bedste banjospillere. Udover banjo spiller han også guitar og bas, og skulle oven i hatten tillige være en fremragende sanger.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000