02-10-2001

Katrine Gislinge spiller i Kulturhuset Pavillonen

Grenaa Blad logo

Kulturhuset Pavillonens næste store musik-tilbud bliver en koncert med den internationalt anerkendt danske pianist Katrine Gislinge. Det sker tirsdag den 2. oktober.
- Der er tale om et enestående arrangement, idet Katrine Gislinge i dag hører til blandt de allerbedste pianister herhjemme og allerede er godt på vej til at få et stort navn i udlandet, hvad blandt andet indspilninger for Deutsche Grammophon vidner om, siger kulturhusleder Hardy Andersen, og fortsætter:
- De senere år har hun endvidere givet koncerter sammen med flere af de kendte dirigenter. Fra kulturhusets side vil vi blive uendeligt skuffede, hvis østdjurslændingene ikke benytter sig af denne helt enestående chance for en stor, stor musikalsk oplevelse, udtaler Hardy Andersen
Katrine Gislinges program i Kulturhuset Pavillonen kommer til at bestå af værker af Carl Nielsen, Chopin, Debussy og Schumann.
Katrine Gislinge er født i 1969 og begyndte at modtage undervisning i en alder af seks år. Hun vandt i 1985 guldmedalje i Berlingske Tidendes Musikkonkurrence, og året efter blev hun optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor hun studerede hos Anna Øland. Efter diplomeksamen i 1990 fortsatte hun i konservatoriets solistklasse med studieophold hos blandt andre Seymour Lipkin i New York. Katrine Gislinge debuterede i 1992 og derefter har hun jævnligt studeret hos Boris Berman og Peter Feuchtwanger. Hun har endvidere modtaget en lang række legater og priser - blandt andet Jacob Gade Legatet, Simon Spies Fondens Musikpris, Noilly Prat Prisen, Van Hauens Musiklegat, Musikanmeldernes Pris samt Merete og Helge Finsens Hæderspris.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000