25-09-2001 |
|
Lang rejse til Kattegatcentret kan ses på DR1 den 4. oktober |
![]() |
Den 23. juli ankom to revlehajer og to amerikanske pilrokker fra Florida til Kattegatcentret i Grenaa. Et kamerahold fra Danmarks Radio var med på sidelinien - fra hajfiskeriet ud for The Keys i den sydlige del af Florida til den krævende lastbiltransport fra Paris til Grenaa. Og resultatet heraf kan ses torsdag den 4. oktober, hvor DR1 klokken 20.30 viser en spændende udsendelse om fiskenes lange rejse.
Mens tre af de fire store fisk klarede den 40 timer lange tur, så døde den ene af fiskene efter blot fem timers flyvning over Atlanten. De velankomne tre fisk indgår nu i centrets bestand af store tropiske hajer og rokker.
Den lange rejse fra karantænebassinerne på Marathon Key til Kattegatcentrets udstillinger var kulminationen på måneders forberedelse. En usædvanlig transport spækket med dramtisk både før, under og efter ankomsten til Kattegatcentret, så seerne af programmet har angiveligt noget at glæde sig til.
- Pilrokkerne spiste allerede få dage efter ankomsten til hajtanken og svømmer nu frit rundt blandt de øvrige fisk. Revlehaj-hunnen er kommet sig 100% og er sat på »fedekur« ovenpå sine anstrengelser, fortæller biolog Bo Skaarup i Kattegatcentrets blad »Hajen«.
- Fiskene faster i cirka 7 dage før afrejsen for at undgå maveindhold og deraf følgende fare for opkastninger og forgiftning i vandet. Den mindste af de to revlehajer havde formentlig spist før afrejsen og døde på grund af sin »last« af mad. Om og hvornår fiskene vil yngle ved vi naturligvis ikke, men der vil i fremtiden blive arbejdet på at skabe de rette betingelser for, at de store dyr kan formere sig, slutter Bo Skaarup.
Den 4. oktober om aftenen kan man på DR1 se et program om to revlehajer og to pilrokkers lange rejse fra Florida i USA til Kattegatcentret i Grenaa. Den ene af revlehajerne døde under transporten.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000