25-09-2001 |
|
Drabs-mistænkt fra Århus anholdt i Grenaa-området! |
![]() |
Den drabs-mistænkte århusianer, 36-årige Frank Stephen Pedersen, blev onsdag i sidste uge anholdt på en landejendom tæt ved Grenaa. Her har han gemt sig hos en kvindelig bekendt siden han blev efterlyst i forbindelse med drabet på den 41-årige Jan Poulsen fra Viby. Den 7. september blev han tævet ihjel af to mænd, der havde opsøgt ham på hans adresse i Viby. Politiet arbejder ud fra den teori, at der var tale om et opgør - muligvis gæld - i det belastede alkohol- og misbrugermiljø i Århus. En 46-årig mand blev umiddelbart efter den 41-åriges død anholdt under sigtelse for medvirken til drab, mens det altså lykkedes for den anden drabs-mistænkte i sagen, Frank Stephen Pedersen, at holde sig skjult for ordensmagten i noget længere tid. Det var et samarbejde mellem Grenaa Politi og Århus Politi, der førte til den udramatiske anholdelse af den 36-årige. Han blev efterfølgende fremstillet ved et grundlovsforhør ved retten i Århus, hvor retten valgte at varetægtsfængsle ham for fire uger. Den 46-årige har erkendt sin andel i overfaldet på den 41-årige, men har ikke villet erklære sig skyldig i drab, eftersom det ifølge ham ikke var hensigten, at Jan Poulsen skulle dø. Ikke desto mindre døde Jan Poulsen af sine kvæstelser kort tid efter overfaldet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000