25-09-2001 |
|
Foredrag om yngre stenalders religion |
![]() |
Djurslands Museumsforening har igangsat sin foredragsrække for efteråret 2001. Det næste i rækken hedder »Ofret i mosen - Ny viden om yngre stenalders religion«, og det finder sted på muséet mandag den 1. oktober. Det er museumsinspektør ved Nationalmuséet, Eva Koch, der kommer og fortæller om emnet.
I de danske tørvemoser er der fundet mange smukke hele lerkar nedlagt som ofre for 5-6000 år siden. Også mange flintøkser og ravsmykker blev lagt ud i moserne på denne tid. I de senere år har ny C-14 datering vist, at også mange af de skeletter af ofrede dyr og mennesker, som blev fundet i moserne, er fra denne tid; yngre stenalder. Det er den tid, hvor landbruget er nyt i Danmark, og hvor dysser og jættestuer blev bygget. I foredraget ses disse offerfund i sammenhæng med vores øvrige viden om perioden, så der fremkommer et samlet billede af datidens levevilkår og trosforestillinger.
Foredragsholderen har beskæftiget sig med denne type fund i de sidste 20 år, og har skrevet en disputats om emnet, offentliggjort i bogen »Neolithic Bog Pots« fra 1998. Desuden har hun skrevet en kort artikel om emnet i »Skalk«. I øvrigt henviser museumforeningen til internet-hjemmesiden www.evakoch.dk.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000