25-09-2001

Kom »i form« til fødslen!

Grenaa Blad logo

Folkeligt Oplysnings Forbund tilbyder påny kurser i fødselsforberedelse og efterfødselskursus. De næste kurser starter henholdsvis førfødselskursus den 3. oktober og efterfødselskursus den 22. oktober. FOF’s afspændingspædagog Helle Stubbe Teglbjerg, som underviser på fødselskurserne, har blandt andet disse bud på, hvorfor det er så vigtigt med fødselsforberedelse:
- Både kroppen og psyken bliver påvirket af en graviditet, og den gravide stopper uvilkårligt lidt op og mærker indad. Så det er et godt tidspunkt til - også på langt sigt - at komme i bedre balance med sig selv. Jeg er afspændingspædagog, og har undervist i fødselsforberedelse og efterfødsel gennem 10 år. Kurserne udvikler sig hele tiden for at følge med tiden og deltagernes behov. Meget kort er formålet gennem fysisk opmærksomhed og træning at forbedre kroppens funktioner til gavn for både mor og barn, og samtidig selv være herre over sine spændingsforhold i kroppen. Der er mange ting, der påvirker dette, men meget forenklet sagt: Jo mere man kan give efter og åbne op, jo lettere vil ens fødsel forløbe, siger Helle Stubbe Teglbjerg, og fortsætter:
- Er ens muskler stærke og kroppen i balance, så har man noget at stå imod med, uden at bruge unødige kræfter. Er opmærksomheden på kroppen den rigtige, så behøver man kun lige at bruge de muskler, der er brug for, og lade de andre være. Hermed har man nemmere ved at slappe af, og får »foræret« noget energi. Overskud er en god ting at have med sig - både før, under og efter fødslen. Som noget nyt vil de gravide få tilbudt en time med individuel vejledning og/eller behandling. På kurset vil vi hver gang bevæge os, lave øvelser til at styrke og afspænde især de belastede muskler og led, øge kredsløbet og kropsbevidstheden. Én af mødegangene vil vil undervisningen foregå i Vestre Skoles svømmehal, fortæller Helle Stubbe Teglbjerg.
Interesserede kan henvende sig til FOF i Grenaa ved skoleleder Lene Fribo - eller direkte til Helle Stubbe Teglbjerg.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000