25-09-2001 |
|
SF siger ja tak til valgteknisk samarbejde med Socialdemokratiet - men ikke uden visse forbehold! |
![]() |
SF i Grenaa er ikke uinteresseret i at indgå i et valgteknisk samarbejde med Socialdemokratiet og Grenaa-Listen - som allerede har indgået en sådan aftale - og med Enhedslisten for den sags skyld. Men ikke uden visse bindinger og forbehold. Socialdemokratiet har tidligere været i dialog med SF Grenaa omkring muligheden for at indgå et valgteknisk samarbejde, hvor man søger at undgå stemmespild, så stemmer, der på én liste ikke rækker helt til et mandat, overgår til den valgtekniske samarbejdspartner, som derved måske opnår stemmer nok til et ekstra mandat. Forhandlingerne bar imidlertid ikke frugt i første ombæring, men nu hvor kommunevalget nærmer sig på raske fjed, har Socialdemokratiet ved formanden for Den Socialdemokratiske Fællesledelse i kommunen, byrådskandidat Lars Møller, forsøgt sig påny. Svaret fra SF kom den 15. september i sidste uge, hvor SF Grenaa’s bestyrelsesforkvinde, KaMa Bech, i et åbent brev besvarer Socialdemokratiets henvendelse. Og hun udtaler sig som følger på bestyrelsens vegne.
- Vi takker for henvendelsen om valgteknisk samarbejde til kommunevalget. Vi synes det er væsentligt, at venstrefløjen står sammen som en slagkraftig modvægt til et borgerligt forsøg på at opnå borgmesterposten. Derfor vil SF Grenaa foreslå at Enhedslisten, Socialdemokratiet, Grenaa Listen og SF indgår et valgteknisk samarbejde, hvor det fælles grundlag er, at vi binder os til at arbejde imod udlicitering af lovbundne kommunale opgaver. Såfremt de 4 lister ved valget tilsammen får 10 mandater eller flere, holdes på valgaftenen et møde mellem de 4 lister, hvor vi drøfter en konstitueringsaftale, lyder svaret fra SF.
Lars Møller har umiddelbart denne kommentar til svaret:
- Nu skal vi ind og have vurderet indholdet af de linier, før vi konkret kan tage stilling til udspillet. Så skal vi også have vendt det med Grenaa Listen og endelig skal det omkring den socialdemokratiske byrådsgruppe plus fællesledelsen på et møde den 24. september. Først herefter vil vi være klædt på til at kunne svare på SF’s udspil, siger Lars Møller, der ikke lægger skjul på, at han meget gerne ser et valgteknisk samarbejde med SF.
- Ikke mindst fordi man på den borgerlige side har samlet revl og krat i et valgteknisk samarbejde. Efter mine begreber burde valgteknisk samarbejde slet ikke være muligt. Det er ét eller andet sted unfair, at stemmer der er afgivet på en liste, kan tilfalde en helt anden, idet det endelige regnestykke skal gøres op. Men sådan er reglerne, og vi bør ikke give den borgerlige lejr det forspring det ville være, at vi i den modsatte lejr måske ikke kan finde ud af at enes om et sådan samarbejde. Men nu må vi jo kigge på sagen, siger Lars Møller til Grenaa Bladet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000