25-09-2001

Kino’s program

Grenaa Blad logo

Grenaa Kino’s program i indeværende uge byder blandt andet på en helt nye dansk film. Der er tale om instruktøren Jonas Elmers første spillefilm siden Bodil-vinderen »Let’s Get Lost«, og også denne gang er det med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen. »Mona’s Verden« er filmens titel, og der skulle være tale om en skæv, skæg og småskør komedie. Sidse Babett Knudsen spiller Mona, der er bogholder på et reklamebureau. Hun er omgivet af fantasifulde og kreative mennesker, som ikke har den fjerneste idé om, hvordan man holder et budget. Men det har Mona. Hun er tallenes, pligtens og fornuftens kvinden, og så langt fra at være eventyrlysten som tænkes kan. Men en dag springer eventyret alligevel på hende. Hun bliver midtpunkt i et røveri, hvor røverne ender med at tage hende som gidsel. Det lykkes hende imidlertid at stikke af, men først efter at have gjort et uudsletteligt indtryk på den ene af røverne - spillet af Thomas Bo Larsen. Han bliver med andre ord forelsket i hende til op over begge ører, og helmer ikke før han har fået gjort hende interesseret.
De øvrige film på Kino’s program i indeværende uge er »Shrek«, »America’s Sweethearts« og »Scary Movie 2«. I weekenden får disse film tillige selskab af »Hund Og Kat Imellem« og »Anja & Viktor - Kærlighed ved første hik 2«.
Kino kører i øvrigt også en særforestilling onsdag den 26. september i indeværende uge. Det sker i samarbejde med Grenaa Bibliotek. Der er tale om instruktøren Anne Wivels portrætfilm af den verdensberømte danske kunstner, Per Kirkeby. »Slottet i Italien« er filmens titel.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000