04-09-01 |
|
Sådan kører telebussen |
![]() |
Fra den 1. september kan alle borgere i Grenaa Kommune
benytte telebusserne, der kører på alle større veje i kommunen. De fungerer på den
måde, at man kan blive samlet op nær sin adresse og blive kørt til en anden adresse
eller til et stoppested. Om aftenen og i weekenden kan man blive kørt fra en adresse i
kommunen til et stoppested - eller omvendt.
Passagerer, der er svagt gående og visiterede til dagcentre, bliver afhentet ved deres
gadedør, mens andre passagerer kan blive bedt om at gå ud til vejen eller til et
opsamlingspunkt. En enkeltbillet koster 10 kroner - samme takst som i den almindelige
bybus - men det er også muligt at benytte billetter fra regionalbusserne i telebussen.
På hverdage er der to telebusruter - én i den nordlige del af kommunen og én i den
sydlige del. Udenfor Grenaa kan man blive samlet op nær sin adresse og blive kørt til en
ønsket adresse inden for samme område, eller man kan blive kørt til ét af de seks
stoppesteder i Grenaa by (Hedebo-Centret, Banegården, Posthaven, Mogensgade,
Violskrænten og Fuglsanggården). Hvis man vil stå på bussen i Grenaa, skal man stå
ved ét af stoppestederne på det tidspunkt, der står i køreplanen. Her behøver man
ikke at bestille i forvejen. Man skal blot fortælle chaufføren, hvor man vil hen, når
man står på bussen.
En tur skal bestilles senest dagen før klokken 19.00. Dog skal ture fra centrum ikke
bestilles på hverdage i dagtimerne. Her standser busserne ved de seks stoppesteder på de
i køreplanen angivne tidspunkter.
Når man bestiller en tur over telefonen får man at vide, hvor man skal gå hen og
hvornår man bliver afhentet. Da telebusserne ikke kører efter en fast rute uden for
Grenaa, men udelukkende efter forudbestilling, får man oplyst et cirka tidspunkt. Det er
også muligt at forudbestille en fast daglig eller ugentlig afhentning. Bestilling skal
ske hos Todbjerg Busser på tlf. 22 22 13 99.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000