04-09-01

Ebeltoft stod på den anden ende da Danmarks dronning kiggede forbi!

Grenaa Blad logo
dronning-vinker-4-fv.jpg (19188 bytes)

dronning-hilser-4-fv.jpg (17439 bytes)

dronning-faar-buket-4-fv.jpg (16236 bytes)

roed-loeber-4-fv.jpg (18280 bytes)

dronningenboern-4-fv.jpg (19484 bytes)

ebeltoftgarden-4-fv.jpg (19392 bytes)

Det første officielle Ebeltoft-besøg fra regentparret, Dronning Margrethe og Prins Henrik, blev afviklet torsdag i sidste uge i forbindelse med byens 700 års jubilæum i år. I dage, uger - ja, ligefrem måneder - op til besøget har Ebeltoft stået på den anden ende i bestræbelserne på at strikke et program sammen, hvor intet var overladt til tilfældighederne, og hvor regentparret blev præsenteret for en både interessant og begivenhedsrig dag i Ebeltoft. Regentparret fulgte således et meget stramt program, der for byens vedkommende for alvor startede med regentparrets ankomst til Trafikhavnen klokken 10.00. Kongeskibet "Dannebrog" havde bragt dem til EbeltoftVig, og sejladsen fra kongeskibet til Trafikhavnen foregik i den kongelige chalup. På kajen var den røde løber rullet ud, ligesom der var blomsterudsmykning og faneborg. Prinsens Livregiment sørgede for musikken. Modtagelsen på kajen skete ved stiftamtmand Peter Christensen, der dirigerede et nifoldigt leve for majestæten og hendes gemal. En lille lokal pige - Eva Munch Lynggaard - overrakte herefter en buket blomster til Dronningen. Herefter blev byens borgmester, Knud Thorgaard, og dennes frue, Hanne Thorgaard, præsenteret. Fra dette tidspunkt overtog borgmesteren værtsrollen og kunne som sådan præsentere 1. viceborgmester Bent Winkler, jubilæumsudvalget og øvrigheden. Bent Winkler var i øvrigt resten af dagen vært for Prinsen.
Efter at regentparret havde hilst behørigt på både musikken og faneborgen kørte de i bil ud ad Strandvejen til det store blomster-byvåben og derefter op ad Strandgårdshøj og gennem gågaden - Nørrebakke og Adelgade - til Jernbanegade. Her stod regentparret ud og gik det sidste stykke ad Adelgade til Det Gamle Rådhus. Skarpt forfulgt af Ebeltoft-Garden.
Udenfor rådhuset præsenterede borgmesteren den del af byrådet, der ikke var med i modtagelseskomitéen. Derefter holdt borgmesteren sin officielle tale, som mundede ud i overrækkelse af gaver til Dronningen og Prinsen. Afslutningsvis opførte Ebeltoft-Garden "Erik Menveds March". Herefter gik regentparret ind i Det Gamle Rådhus, hvor de blev modtaget af museumsinspektør Jakob Vedsted, arkæolog Pauline Asingh og formanden for Ebeltoft Museumsforening, Knud Chr. Jensen. Der blev serveret et glas i Tingstuen, og det originale købstadsbrev, som muséet havde lånt i dagens anledning, blev vist frem. Derefter havde Dronningen lejlighed til at se den del af udstillingen, der drejer sig om Hjelm. Pauline Asingh, der to gange har været guide for Dronningen i forbindelse med udgravningerne på Hjelm, fortalte om udstillingen.
Samtidig fik Prinsen en rundvisning på udstillingen "Da jernbanen kom til Ebeltoft" på Siamesisk Samling.
Efterfølgende var der frokost på Hotel Ebeltoft Strand, hvor frokostgæsterne blev modtaget af 2. viceborgmester Jørgen Brøgger og hoteldirektør Christian Krogh.
Ved 14-tiden kørte regentparret så til Filmhøjskolen i Ebeltoft, hvor de blev modtaget af rektor Jens Rykær og skolens bestyrelsesformand Per Holst, der til daglig er kreativ direktør for Nordisk Film. Herefter blev regentparret vist rundt på filmhøjskolen, og undervejs var der premiere på filmhøjskolens jubilæumsfilm.
Turen gik derpå til Ebeltoft Rådhus - det tidligere privathospital Mermaid Clinic - hvor Dronningen indledningsvis havde lejlighed til at besøge Genoptræningscentret på rådhuset. Hun blev modtaget af centerleder Hanne Pedersen. Knud Thorgaard stod herefter for en kort rundvisning på rådhuset. Rundvisningen endte i byrådssalen, hvor byrådet var samlet. Undervejs gav borgmesteren også et kort rids over bygningens historie. Mens Dronningen blev vist rundt på rådhuset besøgte Prinsen virksomheden Kvadrat Boligtextiler A/S. Her blev han modtaget af direktør Anders Byriel og direktør Mette Bendix.
Næste punkt på programmet var et besøg på Glasmusséet. Her blev regentparret modtaget af direktør Dagmar Brendstrup, bestyrelsesformand Erling Rasmussen og glaskunstner Finn Lynggaard, der viste parret rundt på muséet.
Dernæst var det Fregatten Jyllands tur til at få royalt besøg. Regentparret spadserede den korte vej fra Glasmuséet til Fregatten Jylland, hvor de blev modtaget af direktør Jørgen Petersen og arkitekt Bernt Kure, der viste regentparret rundt på det gamle flådeskib. Derefter var klokken blevet så meget som cirka 17.30, og regentparret sejlede fra Fregathavnen og ud til "Dannebrog". Arrangementet sluttede med en reception på kongeskibet for specielt inviterede gæster, og først på det tidspunkt kunne Ebeltoft's jubilæumskoordinator Katrine West så småt begynde at ånde lettet op. Først på det tidspunkt var den del af arrangementet, som hun var ansvarlig for planlægningen af, tilendebragt. En smuk og lun sensommerdag var det sørme også lykkedes for hende at få sat i stand. Klokken 21.00 forlod gæster "Dannebrog", og en halv time senere sejlede kongeskibet så ud af vigen til en kanonade af et festfyrværkeri. En lang arbejdsdag for regentparret var slut - og en stor dag for Ebeltoft ligeså.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000