04-09-01

Borgmester vil gerne lave ny virksomhedsaftale ved genvalg - men maksimalt for to år

Grenaa Blad logo

Da Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou for snart fire år siden fik hængt borgmester-kæden om halsen skete det ikke uden en vis polemik, idet han pludselig stod med to jobs. Han fik nemlig lavet en virksomhedsaftale med sin arbejdsgiver, Grenaa Varmeværk, der gik ud på, at han gik på halv tid - til halv løn - som varmeværkets direktør, samtidig med jobbet som borgmester. Gert Schou ville gerne bevare tilknytningen til sin gamle arbejdsplads med den begrundelse, at han ikke havde - eller har - lyst til at stå med håret i postkassen som 59-årig, idet han ikke opnår genvalg til borgmesterposten i forbindelse med det nært forestående kommunalvalg den 20. november 2001. Med et nyt valg i anmarch ønsker Gert Schou at melde klart ud hvilke intentioner han har omkring det at tage en ny periode som borgmester. Beholder han borgmester-posten vil han være indstillet på at indgå en ny virksomhedsaftale med Grenaa Varmeværks bestyrelse - men at den max. vil kunne komme til at række to år ind i den nye fire-årige borgmester-periode. gert-schou.gif (46403 bytes)
- Til den tid vil jeg være 62 år, og det føler jeg vil være et naturligt tidspunkt at skippe jobbet som direktør på varmeværket. Jeg har det fint med en arbejdsuge på 50-60 timer lige nu, men som 62-årig vil jeg også gerne have mere tid til familie, en løbetur og et slag golf. Jeg overlader det dog til bestyrelsens vurdering, om det er en bedre løsning for varmeværket, at jeg takker af som 60-årig her til foråret 2002. Det er suverænt op til bestyrelsen at tage denne vurdering, og jeg vil være tilfreds uanset om det bliver det ene eller det andet man beslutter, siger Gert Schou.
En beslutning, som bestyrelsen først tager umiddelbart efter valget, hvor det står klart, om Socialdemokratiet beholder borgmesterposten, eller må aflevere den til den borgerlige lejr.
Opnår han ikke genvalg til posten, så agter han blot at vende tilbage på heltid på Grenaa Varmeværk, og derved honorere den åremålskontrakt han har indgået.
I et brev til varmeværkets bestyrelse dateret den 22. august 2001 skriver han følgende:
"Opnår jeg genvalg ønsker jeg overfor pressen og dermed vælgerne at give udtryk for det samme som jeg i foråret gav udtryk for overfor bestyrelsen. Nemlig at ved genvalg til borgmester ønsker jeg fortsat at stå til rådighed for Grenaa Varmeværk i max. to år (fra den 1. januar 2002), såfremt bestyrelsen ønsker dette. Dette af hensyn til de kommende opgaver såsom tilslutningspligtens gennemførelse, indkøring af den nye organisationsplan, igangsættelse af ny løn og assistance overfor den kommende formand i indkøringsperioden. Det ligger mig meget på sinde at være virksomhedens mand helt og fuldt. Når I efter den 20. november skal tage en fremtidsbeslutning, så er min fleksibilitet den, at hvis I mener, at det er bedst for Grenaa Varmeværk, at jeg holder i maj 2002 når jeg fylder 60 år - eller et til to år senere - så er det meget tilfredsstillende for mig", skriver borgmesteren.

Et usikkert job
Det ligger også borgmesteren meget på sinde at forklare, hvorfor han finder ordningen med , at borgmestre kan lave virksomhedsaftaler, er helt på sin plads.
- Det er et nyt fænomen i Grenaa, men i mange andre kommuner over det ganske land er det mere reglen end undtagelsen. Folk vil helt naturligt ikke sætte deres erhverv på højkant for en fire-årig borgmesterperiode. Borgmester-posten er en usikker beskæftigelse, og man risikerer, at stå helt uden arbejde efter et valg, fordi man måske skippede sit oprindelige job fire år tilbage. Den situation ville jeg ikke havne i, og både daværende KL-formand Hilmer Sølund og Thorkild Simonsen rådede mig til at lade være med at stille op til posten, hvis jeg ikke kunne få en virksomhedsaftale. Men det kunne jeg, og derfor stillede jeg op. Og jeg synes det har fungeret fint med en halvtidsstilling på varmeværket, og resten til borgmesterposten. Det giver nogle lange arbejdsuger, men det har jeg det fint med. Jeg synes jeg har bevaret overblikket begge steder, og så er jeg begunstiget af, at der både på varmeværket og på rådhuset er nogle dygtige folk at trække på rent ledelsesmæssigt. Jeg har fra starten af defineret min rolle som borgmester til at være alt andet end sagsbehandler. Jeg ser mig selv som kommunens bestyrelsesformand, som borgernes ombudsmand og som udvikler. Jeg er en hund efter udvikling, så derfor er jeg utrolig glad for jobbet som borgmester. Det giver virkelig nogle muligheder for at løbe nogle ting i gang, selv om det er lidt op af bakke her på Jyllands næsetip, siger Gert Schou.

Kontaktflader med borgerne
- Jobbet som fjernvarmemand giver mig også nogle kontaktflader blandt helt almindelige borgere, der kan give - og giver mig - meget i forhold til hvad borgerne synes der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg er på den led borgernes mand - ikke systemets. Efter sidste valg var jeg til sammenkomst med 100 nye borgmestre, hvoraf de 60 var skolelærere. Det synes jeg ikke umiddelbart er heldigt for demokratiet. Der skal være et bredt felt af borgere at vælge en borgmester udfra. Det må ikke være sådan, at det kun er landmænd eller skolelærere, der kan blive borgmestre i Danmark, udtaler han.
Som det var tilfældet sidste gang vil han også i denne ombæring fortælle helt nøjagtig hvad han får ud af det rent økonomisk at være både borgmester og fjernvarmedirektør på halv tid.
- I nettoløn minus pensionsordning bliver der tale om en årsindkomst på 730.000 kroner via 485.000 kroner fra borgmester-jobbet og 245.000 kroner fra varmeværket. Skal der snakkes i krogene ser jeg gerne, at man forholder sig til faktiske talstørrelser først. 730.000 kroner lyder måske også af mange penge, men man kan ikke se bort fra, at der er tale om to meget ansvarsfulde poster, som begge to kræver en del. Jeg synes blot, at jeg formår at få tingene til at gå op i en højere enhed ved at uddelegere både ansvar og opgaver, samtidig med, at jeg synes jeg udfylder ledelsesfunktionen begge steder, siger Gert Schou.
Og så vil han i øvrigt - for det tilfælde, at han opnår genvalg til byrådet, men ikke til borgmesterposten - stadig arbejde konstruktivt for Grenaa's udvikling.
- Borgmester-jobbet er utroligt spændende, men ikke et spørgsmål om liv eller død for mig. Mine kål står ikke højere af den grund. Det der ligger mig på sinde er udelukkende at medvirke til at skabe et resultatsøgende og bredt samarbejdende Grenaa Byråd. Det synes jeg er lykkedes ganske fint i denne min første periode, og det arbejde agter jeg fortsat at medvirke til - også selv om borgmester-kæden eventuelt tages fra mig. Der bliver ingen sur og fornærmet oppositionspolitik fra min side, slutter Gert Schou.

Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou melder allerede på nuværende tidspunkt ud med, at der for det tilfælde, at han opnår genvalg som borgmester, højst kan blive tale om to år mere som fjernvarmedirektør på halv tid.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000