04-09-01

Der jobroteres lystigt - men mest i den offentlige sektor!

Grenaa Blad logo

Der jobroteres lystigt på hele Djursland i øjeblikket. Jobrotation Djursland kan oplyse, at der p. t. er 6 projekter, der enten er startet eller under forbereldelse til at påbegyndes i løbet af efteråret 2001, og flere andre projekter er på vej og vil muligvis kunne startes i 2002. Men det er i det store og hele kun på det offentlige område, der jobroteres. Det private område er noget tungere at danse med, men jobrotations-konsulent Niels Erik Iversen siger til Grenaa Bladet, at der arbejdes på sagen, og han håber på, at der om føje tid kommer mere gang i jobrotationen ude hos de private.
Jobrotation går kort fortalt ud på, at en flok fastansatte medarbejdere indenfor et givent arbejdsområde går på efteruddannelse, og i den periode, hvor de er væk fra deres arbejdsplads, kommer en ledig vikar ind og besætter stillingen. Der er arbejdsmarkedsmidler tilknyttet ordningen, så det løber rundt rent økonomisk for både arbejdspladsen, kursisten og vikaren. I Grenaa Kommune har der gennem de seneste år kørt flere forskellige jobrotationsprojekter. Blandt andet har pædagoger og pædagogmedhjælpere været på 6 ugers efteruddannelse, men også dagplejerne har fået en del efteruddannelse ud af ordningen. Samtidig er det lykkedes for en lang række ledige at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet via deres vikarforløb. En opkvalificering af de ledige vikarer via kurser inden de starter i deres vikarjob, er også en del af konceptet, så vikarerne får både uddannelse og jobtræning ud af forløbet - som minimum. Mange er som nævnt faktisk endt i faste jobs som følge af deres deltagelse i et jobrotationsprojekt.

115 ledige vikarer med i 6 projekter
I de 6 projekter indenfor det offentlige område, som enten kører eller snart skal i gang, vil der deltage cirka 115 ledige vikarere. Af disse vil cirka 100 vikarer få minimum 6 måneders ustøttet ordinært arbejde - resten vil få minimum 3 måneders ustøttet arbejde.
- Dog har forbruget af ledige vikarer i de pågældende projekter været noget større, da flere ledige vikarer har fundet fast arbejde eller påbegyndt uddannelse. For eksempel merituddannelsen indenfor det pædagogiske område, hvorfor det har været nødvendigt at få nye ledige med i de enkelte projekter. Så antallet af involverede ledige vikarer ligger nok nærmere omkring de 130, siger Niels Erik Iversen.

700 fastansatte er involveret
I de 6 projekter deltager næsten 700 faste medarbejdere i forskellige kursusforløb.
Et pædagogprojekt i Grenaa Kommune involverer 135 medarbejdere i et 8 ugers efteruddannelsesforløb, et pædagogprojekt for Nørre Djurs, Midtdjurs, Ebeltoft og Rønde involverer 155 medarbejdere i enten 6- eller 8-ugers forløb, et 8-ugers projekt for 158 medarbejdere fra 12 amtsinsitutioner på det socialpædagogiske område (bl. a. Nærheden, Trekanten og Djurshøj i Grenaa), et social- og sundsprojekt for 5 kommuner (142 medarbejdere), et rengøringsprojekt for 4 kommuner (45 medarbejdere) og et dagplejeprojekt for alle 8 kommuner (57 medarbejdere).
De 6 projekter repræsenterer således cirka 5.500 personuge-kurser, og det synes Niels Erik Iversen er rimeligt godt gået.
- Tager man projekter med indenfor det private område, kommer antallet af ledige vikarer samlet op på over 150 ledige, som er tilknyttet et rotationsprojekt. Det kan vi ikke være utilfredse med, siger han.

Nemmere på det offentlige område
Jobrotation Djursland arbejder løbende med cirka 20-25 projekter indenfor det private og offentlige arbejdsområde, men det er altså en noget nemmere opgave at lave et projekt på det offentlige område, erkender Niels Erik Iversen.
- Jeg ved godt, at der er nogle totalt forskellige produktions- og markedsvilkår, der gør det til en helt anden boldgade at spille på. Det er nogle andre præmisser, der arbejdes på i det private fremfor i det offentlige, og det er jo ikke helt ligegyldigt, om en ledig vikar skal ind og tørre numser eller lave dele til en jetjager. En privat virksomhed er nok også lidt nervøs for, om et jobrotationsprojekt, hvor ledige erstatter faste medarbejdere, kan medføre en produktionsnedgang, og dermed lavere indtjening. Men når det er sagt, så er det min overbevisning, at det er et spørgsmål om vilje og motivation. Vores uddannelsesniveau her på Djursland er ikke prangende, og efteruddannelse er én af måderne at rette op på dette på, siger han og fortsætter:
- Og så er det et eller andet sted blot et spørgsmål om at skræddersy projekterne til de enkelte virksomheder. Her er netværk mellem beslægtede virksomheder alfa og omega. En mellemstor virksomhed kan næppe undvære 16 mand på én gang. Men i et netværk med andre kan man måske undvære en 2-4 mand. Dermed kommer vi alligevel op på et efteruddannelseshold på 16, og ledige vikarer kommer ind på det private område. Men det er svært, siger Niels Erik Iversen.

ERFA-grupper
Måden, som Jobrotation Djursland søger at skabe netværk på, er ved at etablere ERFA-grupper, og det er sket på jern- og metalområdet, træ- og møbelområdet, UGE - virksomhedsudvikling for større virksomheder og jern- og metalnetværk for Rougsø og Sønderhald kommuner.
- Der er tegn på positive tendenser i flere andre virksomheder inden for det private område i forbindelse med etablering af efteruddannelsesforløb og dermed også muligheden af at ansætte ledige vikarer inden for området. Men det er klart lettere at lave projekter inden for det offentlige område. Derfor forsøger vi også at optimere arbejdet inden for det private, men må desværre konstatere, at vore ressourcer er begrænsede, siger Niels Erik Iversen, der har stor fornøjelse af den sparring, som hans følgegruppe giver ham.
I den gruppe finder man Alice Krog fra AF Grenaa, Keld Overgaard Jensen fra kommunerne på Djursland, Jørgen Wolff fra LO Djursland, Henning Holm Jensen fra DA-Djursland og Niels Chr. Werngreen fra Jobrotation Århus Amt.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000