28-08-01 |
|
Grenaa Produktionsskole med til stor kunstafsløring i Ebeltoft |
![]() |
Gennem det sidste stykke tid er der blevet opbygget en spektakulær lerskulptur
på halvøen ved Glasmuséet i Ebeltoft. Hyllested-kunstnere Jørgen Nielsen og
hans hjælpere har knoklet med at opbygge den 6 1/2
tons tunge og 2,8 meter høj lerskulptur, men det har de ikke kunnet gøre uden en
hjælpende håndsrækning fra Grenaa. Hele skulpturen er blevet bygget op under en
primitiv træoverbygning med pressenninger, som et hold raske gutter fra Grenaa
Produktionsskoles træværksted undervejs har rejst over de hårdtarbejdende kunstnere. Et
hold på 6 unge mænd fra skolens træværksted, anført af værkstedslederen Peder
Bønding, har således lavet et kanonjob omkring den spektakulære lerskulptur, der har
fået omtale i både de trykte og de elektroniske medier.
Arbejdet foregik over 12 dage, og holdet fra Grenaa byggede ganske enkelt
"huset" op omkring skulpturen, samtidig med at kunstnerne arbejdede på den.
Skulpturen og dens "fødselshjælpere" skulle jo kunne udføre arbejdet på
trods af vejrgudernes eventuelle hærgen.
Men for Grenaa-holdet lå der også noget af en opgave i at opbygge et stillads, så
keramikerne kunne fortsætte deres kunstneriske byggearbejde op i højden. Og desuden
sørge for de store mængder brænde - 10-12 rummeter - der i et døgn skulle bruges til
brændingen af skulpturen.
Fredag aften blev den højteknologiske isoleringskappe nemlig fjernet, og noget af et syn
blev afsløret for de tilstedeværende: 6 1/2 tons rødglødende ler, der i 2-3 meters
højde lyste op i mørket, samtidig med, at den spejlede sig i Ebeltoft Vig.
Holdet fra Grenaa Produktionsskole bestod udover værkstedsleder Peder Bønding af Danny
K. Kristensen, Grenaa, Kim Jensen, Grenaa, Jan Brødsted Jensen, Grenaa, Carsten Vestbjerg
Pedersen, Trustrup, Jan Kjeldsen, Ørum og Ronnie Christensen, Tirstrup.
Et hold fra Grenaa Produktionsskole har bygget et "hus" til et større
kunstprojekt i Ebeltoft i forbindelse med byens 700 års jubilæum.
Lerskulpturen, der blev brændt i fredags, vejer 6 1/2 tons og målet cirka 3 meter i
højden.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000