28-08-01 |
|
Handelscenter Grenaa's nye"blæksprutte" hedder Sanne |
![]() |
Handelscenter Grenaa's nye "blæksprutte", 29-årige
Sanne Daugaard, har nu siddet på posten som foreningens handelssekretær siden den 1.
juli. Siddet er nu så meget sagt,
for den deltidsansatte sekretær har ikke tid til
at sidde ret meget ned på grund af de opgaver jobbet kræver af hende. Men det passer
hende faktisk ganske glimrende. Der må godt være lidt fart over feltet, og mange
forskelligartede opgaver at tage sig til når man hedder Sanne Daugaard. Specielt holder
hun af de personlige kontakter hun får med medlemmerne ude i butikkerne.
Sanne Daugaard fik posten som handelssekretær efter et år som altmuligkvinde på
Detailhandels College Danmark, der som bekendt er lukket idet FDB ikke mente at have råd
til at drive det længere. Hendes arbejdsopgaver er blandt andet at stå for
medlemskontakten i forhold til Handelscenter Grenaa's forskellige arrangementer.
Eksempelvis Open By Night, sommerudsalg, efterårsferie-aktiviteter, og derved forsøge at
få medlemmerne til at bakke op om de forskellige kampagner. Når det så er sket er der
en del koordineringsarbejde der skal gøres. Der skal også hentes mange faktaoplysninger
ude hos medarbejderne, og så sørger Sanne Daugaard for handelscentrets bogholderi og
opfølgning på gavechecks under Handelscenter Grenaa. Derudover fungerer hun som
sekretær for de forskellige udvalg i foreningen - og løser diverse ad hoc-opgaver - så
hun keder sig ikke på jobbet.
Sanne Daugaard er oprindeligt fra Tirstrup, og er udlært på økonomisk forvaltning i
Ebeltoft Kommune. I 1992 flyttede hun imidlertid til Grenaa, men at sige, at hun har
været her i byen lige siden, ville være noget af en tilsnigelse. Der har helst skullet
ske noget hele tiden, så hun har haft mange forskellige jobs og har også rejst meget.
Blot for at nævne nogle af tingene, så har hun været ansat på BASF i både Grenaa og
Ballerup med bogholderi/regnskab som arbejdsområde, hun har været au-pair-pige og
omrejsende back-packer, og så har hun lejet biler ud til turister på Kreta....!
Nu har hun dog slået sig nogenlunde til ro med mand og barn i en ejendom i Sangstrup -
når hun ikke lige drøner rundt som altmuligkvinde for Handelscenter Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000