28-08-01

Snævert flertal i Grenaa Byråd godkendte Idrætscenter-udvidelse

Grenaa Blad logo

Som forudsagt i Grenaa Bladet i sidste uge blev det et meget snævert flertal - 10 mod 8 - der afgjorde, at Grenaa Kommune gerne vil medvirke økonomisk til en udvidelse af Grenaa Idrætscenter. En lidt sjælden set alliance mellem otte socialdemokrater og to konservative afgjorde, at fonden bag udbygningsplanerne kan vente kommunal støtte på 2 millioner kroner i direkte støtte fra kommunekassen og 4,2 mio. kr. fra Sommerhusgrundfonden. Projektet er beregnes til at ville koste 8,6 mio. kr., så projektmagerne skal selv ud og finde2,4 mio. kr. for at få regnestykket til at gå op. Hele dette beløb - eller næsten hele beløbet - regner man med at kunne hente i Lokale- og Anlægsfonden i København, der også havde spendérbukserne på i forbindelse med udvidelsen af Kulturhuset Pavillonen. Men brugerne af faciliteterne vil også være parat til at finansiere en del af projektet igennem en kontingentforhøjelse på henved 50 kroner. Dette tal er dog ikke endeligt fastlagt endnu. Der skal regnes lidt mere på tallene først.
Byrådsflertallet besluttede også, at byrådet - som en betingelse for at give tilskud og lån - skal godkende vedtægterne for den fonde, der skal drive det udbyggede Idrætscenter - herunder gennem forhandling med fonden at finde frem til under hvilke betingelser den fremtidige drift skal foregå.

Første fase er faktisk etableret
Projektet er delt op i tre faser, hvoraf den første - 10. Klasse-Center Djursland - allerede er en realitet. Anden fase indebærer bygning af et cafeteria med indkig til Opvisningshallen foruden klublokaler, som alle er enige om er en udtalt mangelvare i Idrætscentret. Tredje fase indebærer opførelse af en Multisal til alle mulige forskellige idrætsaktiviteter.
Venstre i byrådssalen - minus Leif Pieler - fastholdt, at der ikke var økonomi til den fuldt udbyggede løsning på nuværende tidspunkt. Det var specielt fase tre - Multisalen - man havde det svært med. SF's Tom Mortensen kunne heller ikke medvirke til at bevilge penge til projektet her og nu. Han mente dels, at sagen hørte til under den almindelige budgetlægning på lige fod med alle mulige andre anlægsønsker, og dels at man fra byrådets side er i færd med at udvande formålsparagrafferne omkring Sommerhusgrundfonden, hvor der står, at penge herfra kun kan komme til udbetaling til projekter, der kan medvirke til en målbar erhvervsudvikling i kommunen. Det mente han ikke at dette her projekt kunne bære, ligesom han har samme holdning til det lån på 1 mio. kroner fra Sommerhusgrundfonden, som Grenaa Golfklub har fået til opførelse af et golfbag-hus. Den holdning var der dog en vis konsensus om, idet alle var enige om, at projektet ikke burde have et direkte tilskud fra Sommerhusgrundfonden. I stedet valgte man at "nøjes" med at give et lån fra fonden på 4,2 mio. kroner, og så hente det direkte tilskud på 2 mio. kr. i kommunekassen.

Længe undervejs
Socialdemokratiets gruppeformand, Erik Hoberg, indledte debatten med at sige, at det var en sag, der havde været længe undervejs via flere byrådsbehandlinger, talrige udvalgsbehandlinger og høringer hos brugerne med videre.
- Og nu ser det endelig ud til, at den er moden til en afgørelse. Socialdemokratiet anbefaler støtte til projektet af flere grunde. Vi vil gerne være med til at lave et ordentligt klubliv for brugerne af Idrætscentret. Ikke mindst i forhold til børn og unge. Vi vil gerne være med til at understøtte det fantastisk flotte frivillige lederarbejde, der laves på stedet. De giver vores unge mange gode timer år ud og år ind, og de skal belønnes med nogle ordentlige rammer at fungere i. Med en udbygning støtter vi desuden det nye 10. Klasse-Center, og det finder vi også meget vigtigt. Samtidig giver det Grenaa Idrætscenter og Grenaa Vandrerhjem bedre mulighed for at markedsføre sig i relation til gæster udefra. For 20 år siden var det det helt rigtige vi byggede, men er nu blevet overhalet indenom af mange andre halprojekter. For at tiltrække vore dages idræts-gæster skal vi have nogle faciliteter, der rækker ud over hvad man besluttede at lave i 1980. Med et vigende skattegrundlag er det også alfa og omega, at vi skaber nogle rammer, som vore borgere kan stortrives i, og som måske kan lokke et større antal tilflyttere til kommunen. Det arbejde, der er blevet lagt i ansøgningen, fortjener også både ros og opbakning, sagde Erik Hoberg blandt andet.

Gamle løfter kan nu blive indfriet
De Konservatives Poul Bach var enig.
- De klubfaciliteter man lovede i 70'erne og 80'erne er aldrig blevet til noget. Og når vi nu står i en situation - for første gang i mands minde - hvor forskellige foreninger og folk er blevet enige om at skabe noget på den her front sammen, så skulle vi som ansvarlige politikere da være nogen skarn, hvis vi ikke bakkede op. Der bliver tale om nogle unikke faciliteter af nærmest farumske dimensioner. Omkring 4000 lokale personer er involveret, idet de både er villige til at arbejde hårdt og betale mere end de gør for nogle nye og bedre faciliteter. Det skal vi naturligvis stige på, sagde Poul Bach.
SF's Tom Mortensen ville også gerne påpege, at de øgede driftsudgifter for kommunen på 117.000 kroner blot indarbejdes i de allerede eksisterende budgetter - underforstået, at pengene jo så må tages fra nogle andre områder/foreninger, som ikke benytter Idrætscentret. Dertil replicerede borgmester Gert Schou, at denne form for kommunale støtte til fritidsområdet jo kan justeres både op og ned fra det ene år til det andet i forbindelse med budgetlægningen, og at det som noget oplagt kunne komme på tale at justere i opadgående retning i dette tilfælde.
Venstre's borgmesterkandidat, Svend Brandstrup Hansen, sagde, at Venstre havde den holdning til sagen, at man var nødt til at tage hensyn til kommunens anstrengte økonomi, og at dette her ikke var måden at gøre det på.
- Vi vil gerne være med til at forhandle om en fase 2, og vi kan ikke lide, at tingene tromles igennem på den her måde. Ærgerligt at denne pistol-for-tindingen-taktik, som projektmagerne har benyttet sig af, ser ud til at have en effekt. Vi har ikke pengene p. t. - så enkelt er det. Jeg synes heller ikke, at vi er blevet klædt på med den nødvendige baggrundsviden, sagde han blandt andet.
Gert Schou gjorde opmærksom på, at der i forvejen på budgetterne er afsat en sum på 1,7 mio. kr. til Idrætscentret, og derfra var springet op til de 2 mio. kr. i direkte tilskud til at håndtere rent økonomisk. Resten af pengene kommer fra kommunens velbeslåede Sommerhusgrundfond i form af et lån på 4,2 mio. kroner, så den helt store belastning af kommunens økonomi, mente han ikke der kunne være tale om.
Venstre stemte imod dette finansieringsforslag, mens Tom Mortensen hverken kunne stemme for eller imod. Men eftersom S og K udgjorde flertallet, så fandt Idrætscenter-udvidelsen alligevel sit flertal. Hvis alt går vel kan de nye faciliteter tages i brug mod slutningen af 2002.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000