28-08-01 |
|
Censur på "Møllen" |
![]() |
Den næste kunstudstilling i Baunhøj Mølle nærmer sig
på raske fjed. Den 8. september er der således fernisering på udstillingen "Censur
på Møllen". Hermed inviterer Baunhøj Mølle alle interesserede til Møllens 2.
åbne, censurerede udstilling. Første udstilling var i 1999, og igen i år kan alle
indlevere op til 6 arbejder til censurering. 5 professionelle kunstnere tager stilling til
hvilke værker, der skal med på udstillingen. Komitéen består af Arne Tipsmark, Gerner
Kajbjerg, Bente Wulf, Ruth Falk og Anders Gjerding Geertsen.
Der er indlevering/tilmelding mandag den 3. september, og tilmelding sker til Baunhøj
Mølle samtidig med indlevering af værkerne. Alle rettidigt og korrekt indleverede
værker vurderes under fuld anonymitet af censurkomitéen, som suverænt tager stilling
til, hvilke værker der skal med på udstillingen. Selve censureringen finder sted tirsdag
den 4. september, hvorefter der umiddelbart herefter udsendes besked til de implicerede.
Værker, der ikke tages med på udstillingen, udleveres torsdag den 6. september.
Udstillede og til den tid ikke afhentede værker udleveres efter udstillingen mandag den
24. september.
Man kan få nærmere oplysninger om mulighederne for at deltage på udstillingen ved at
henvende sig til Møllen i åbningstiden - eller Ole Abildtrup.
Udstillingen åbnes den 8. september af Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou.
Sidste år havde Møllen i øvrigt en opfølgning på 1999-udstillingen i form af en
udstilling med kunstnere, der er på vej. Blandt de mange udstillere fra 1999 udvalgte
censurkomitéen 12, der atter fik chancen for at vise nogle af deres værker frem, så mon
ikke Møllen i sit 2002-program også får en udstilling der hedder "På vej"
baseret på et udvalg af dette års udstillere.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000