22-08-01 |
|
Kino’s program |
![]() |
Grenaa Kino’s program i indeværende uge byder blandt andet på premiere-filmen »At Klappe med een Hånd« af instruktøren Gert Fredholm. Filmen havde Danmarkspremiere i biograferne i fredags, og der skulle være tale om en vaskeægte dansk »feel good-movie« i stil med »Italiensk For Begyndere«. I hovedrollen ser man Jens Okking - der får sit livs første filmkys i At Klappe... - som en ganske velhavende ældre herre, der i sit livs efterår pludselig får at vide, at han har en datter på 25 år med en kvinde, som han ikke har set siden deres affære. Han køber ikke helt historien, men må selvfølgelig lige kigge hende og moderen efter i sømmene. Med sig på turen tager han en Peter Gantzler, der spiller en meget forsagt bedemand lidt a la hans rolle i »Italiensk For Begyndere«. I andre roller ses blandt andre Ann-Eleonora Jørgensen, Jesper Christensen og Michelle Bjørn Andersen.
De øvrige film på Kino’s program er »Jurassic Park 3«, »Bridget Jones’ Dagbog« og »Anja & Viktor - Kærlighed ved første hik 2«.
Og på fredag den 24. august er Kino så klar med endnu en Danmarkspremiere i form af den stort anlagte amerikanske science fiction-film »Planet of The Apes«. Der er tale om et remake af de gamle Abernes Planet-film, og i instruktørstolen finder man ingen ringere end Tim Burton. Manden bag de første to Batman-film, »Edward Saksehånd« og senest »Sleepy Hollow«.
Grenaa Kino har faktisk en snigpremiere på filmen torsdag aften den 23. august.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000