22-08-01

Danske naivister og bulgarske folkemusikere åbner ny sæson for Kulturhuset Pavillonen

Grenaa Blad logo

Tirsdag formiddag i sidste uge tog Kulturhuset Pavillonen i Grenaa hul på efterårsprogrammet for 2001 med ophængning af efterårets første kunstudstilling. Der er ifølge kulturhusleder Hardy Andersen tale om »toppen af dansk naivisme« med to sjællandske kunstnere af den lidt ældre skole samt 3 yngre nordjyder.
Hardy andersen01.gif (19721 bytes)
Udstillingen rummer værker af Tom M. Jensen, Ib Meyer, Kirsten Thellefsen, Hanne Højfeldt og Ole Justenlund.
- Det bliver en glad og farvestrålende sæsonstart for vores kunstudstillinger, og den vil kunne beses ganske gratis i resten af august og hele september måned, udtaler Hardy Andersen, der også gerne vil slå et slag for sæsonens første musikarrangement i Kulturhuset Pavillonen. Det finder sted onsdag aften den 5. september. Der er tale om en koncert med den kendte danske musiker Peter Bastian og Nikola Jankov samt Lonovskata-gruppen fra Bulgarien.
- Bedre og mere ægte folkemusik skal man lede meget, meget længe efter, siger Hardy Andersen.
Nikola Jankov og Lenovskata Groupa har i en årrække været ét af Bulgariens mest berømte orkestre. Musikken er folkemusik i ordets oprindelige betydning. Det er 10. gang Nikola Jankov og Lenovskata Groupa er på turné i Danmark, og for tre år siden bragte en sådan Danmarksturné Peter Bastian og Co. forbi Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Da musikerne kom til Danmark første gang i 1991 - hentet hertil af Peter Bastian, som har lært den bulgarske klarinetspillestil af mesteren Jankov - havde de aldrig været uden for Bulgarien før. Efter et par dage var Nikolav Jankov bogstaveligt talt ved at dø af hjemvé. Peter Bastian bemærker på sin hjemmeside:
»I panik hidkaldte vi en læge, og benyttede ventetiden til at servere et så bulgarsk måltid mad som overhovedet muligt. Da han så de stærke grønne chilier brast det ud af ham: »Lenovo, Lenovo« (hjembyen i Bulgarien). Humøret steg markant under måltidet, og efter en halv flaske bulgarsk raki kunne lægen konstatere en fuldstændig og mirakuløs helbredelse. Efter endnu en halv flaske raki, spillede han en veloplagt og mærkelig koncert«.

Billetsalget godt fra start
I øvrigt kan kulturhuslederen rapportere, at billetsalget til efterårets arrangementer har fået en rigtig god start. I løbet af de første 6-7 dage med et åbent billetsalg blev der således solgt for over 25.000 kroner. At der fortsat er lang vej til de 300.000 kroner, som efterårets kunstnere i alt koster, er så noget helt andet, men Hardy Andersen er ikke desto mindre fuld af optimisme.
- Jeg har fra rigtig mange fået nogle meget positive tilkendegivelser vedrørende progrtammet. Fint er det, at folk netop roser det, som jeg selv har lagt meget vægt på: En stor bredde og topnavne lig med kvalitet. En lidt ny tendens er, at flere nu køber billetter til 3-4-5 arrangementer på én gang - og ofte må af med op til 1.000 kroner - hvor mønstret tidligere i højere grad var, at man valgte et enkelt arrangement ud, og det var så det!!, siger Hardy Andersen, og fortsætter:
- Salget gælder stort set samtlige arrangementer, men 4 skiller sig dog allerede markant ud: Foredraget med Lotte Heise, hvor der lørdag den 11. august var solgt næsten 200 billetter, jazzaftenen med New Orleans-jazz samt de to koncerter med henholdsvis Etta Cameron og med Jesper Lundgaard. Og det er jo dejligt, idet det også er de dyreste arrangementer, siger Hardy Andersen, der selv var i fokus i fredags i forbindelse med en fødselsdagsreception i Kulturhuset Pavillonen. Fredag den 17. august rundede kulturhuslederen i Grenaa gennem fire år nemlig de 60 år

Helt nyt hus lig med helt nye muligheder
Udvidelsen/ombygningen af kulturhuset er i øvrigt ensbetydende med et helt nyt hus med nye muligheder, mange nye brugere og nye ansigter til at håndtere aktivitetsforøgelsen.
- Et væsentligt større hus og mange, mange flere aktiviteter har gjort, at vi nødvendigvis må være flere medarbejdere for at kunne give husets brugere den service vi stiler imod. Derfor ansætter vi her pr. 1. september 2 nye medarbejdere i køkkenet samt 1 ny medarbejder i rengøringen. Herefter er vi 8 fastansatte, og vi vil tilstræbe, at der altid vil være mindst én fastansat til stede i huset, når der er åbent. Det skulle gerne sikre, at brugerne af huset til enhver tid kan få den hjælp og rådgivning, som måtte være pråkravet i forbindelse afviklingen af de enkelte arrangementer, siger Hardy Andersen.
En helt ny hal på 1000 m2 - der er fortrinsvis er blevet bygget som erstatningshal for Grenaa-Hallen til Vestre Skoles idrætsundervisning - og det at man nu i langt højere grad aktivt kan udnytte pladsen i en nyombygget Grenaa-hal, har givet huset en kvadratmeter-tilvækst i udnyttede kvadratmeter på omkring 80%.
- 2000-2500 m2 ekstra giver en masse nye muligheder med hensyn til at byde nye brugere velkommen. Den 15. august kunne vi byde Grenaa Koret velkommen, og den 24. august vender dansen tilbage til huset. Bekker Dans ved Morten og Mette Bekker har overtaget LB Dans i Grenaa, og samtidig vender byens danseskole tilbage til det sted, hvor den var i mange, mange år, nemlig Kulturhuset Pavillonen på Kærvej.
Og det er vi fra kulturhusets side meget, meget glade for, for vi finder, at dansen er en god og meget spændende aktivitete at have i et kulturhus, siger Hardy Andersen.
Bekker Dans afholder i den forbindelse indvielse/indtegning i de nye/gamle danselokaler på fredag den 24. august, hvorefter der efterfølgende vil være dans i den gamle Pavillonsal hver mandag og tirsdag eftermiddag og aften.
- For Kattegat Square Danserne, som har været i huset i nogle år, betød det desværre, at der nu ikke længere er trægulv til rådighed tirsdag aften, hvorfor de har fundet et andet sted til deres træning. Det er vi naturligvis kede af. Vi ønsker square danserne god vind fremover, og håber senere igen at se dem i huset, siger Hardy Andersen.

Aftenskolerne rykker også ind
Aftenskoleforbundet FOF har i forvejen været i huset gennem nogle år, men nu rykker kollegerne fra LOF og AOF også ind i byens kulturhus. Grenaa Videoklub er også ny i huset, mens frivillighedsformidlingen Frivilligheden i Grenaa vender tilbage til huset efter endt ombygning.
Altså masser af aktiviteter i hele huset, omend der godt kunne være noget mere gang i den nye idrætshal i de timer i ugens løb, hvor Vestre Skole ikke bruger den.
- Kommunen har reserveret den tre dage om ugen til idrætten i byen. Det betyder, at vi kan sælge den de andre fire dage i ugens løb, men det er ikke nogen helt nem opgave i en tid med tilstrækkeligt med haller i byen i forvejen. Ikke mindst i relation til en generel afmatning i foreningslivet som helhed. Derfor forsøger vi at gå lidt andre veje i bestræbelserne på at få den brugt fornuftigt. Blandt andet har et samarbejde med Handelscenter Grenaa afstedkommet, at der i november skal afvikles en julemesse her i huset, siger kulturhuslederen.
Kulturhuset Pavillonens omsætning på årsbasis ligger på cirka 2 millioner kroner, hvoraf den ene million er et direkte kommunalt tilskud til driften af huset. Til de kritiske røster, der på den baggrund ser stedet som et konkurrenceforvridende element i byen, idet man godt kan få noget at drikke og spise i huset mod betaling, siger Hardy Andersen:
- Det er en tilbagevendende diskussion som ikke rigtig kan besvares anderledes, end at man fra politisk side har besluttet, at vi i henhold til folkeoplysningsloven skal stille lokaler til rådighed for foreningslivet, og det er sådan set dét, kommunen betaler en million kroner for hvert år. Samtidig har politikerne besluttet, at man som gæst i huset skal have mulighed for at få noget at drikke og spise, og det er sådan set bare disse overordnede politiske retningslinier, vi henholder os til i det spørgsmål, slutter den 60-årige kulturhusleder.

Kulturhusleder i Grenaa Hardy Andersen kan fortælle, at billetsalget til efterårets kulturelle arrangementer i huset er kommet godt fra start.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000