22-08-01

Russisk tegning afleveret til Fredagsklubben i Posthaven

Grenaa Blad logo

Anne Dorthe Andersen fra Grenaa har modtaget en fin tak til Fredagsklubben i Posthaven. Taknemmelighedsgaven fra 20 børn og 2 voksne fra Tjernobyl i Rusland - en tegning - blev overrakt fredag den 3. august i Ældrecentret Posthaven i Grenaa.
Fredagsklubben er en kreds af mennesker, som mødes i Posthaven og strikker lapper og syer dem sammen til tæpper. Det er igennem mange år blevet til et voldsomt stort antal tæpper. Det hele tog sin begyndelse på »De Gamles Hjem« i Lillegade, og arbejdet er nu fortsat gennem 5 år i Posthaven. Dette store arbejde kan kun laves fordi mange mennesker afleverer deres restlager af garn af alle typer til Posthaven, og der er flittige hænder - både i Posthaven og rundt omkring i de små hjem - til at forarbejde garnet til de 15 gange 15 cm. lapper, som bruges til tæpperne.
Anne Dorthe Andersen og Ole Schunk aftager de færdige tæpper og sørger for, at de kommer de mennesker i hænde, som har brug for dem. Således kører de selv til Polen og deler ud dernede, men de sender også en del til Tjernobyl i Rusland gennem ASF Dansk Folkehjælp.
Forhistorien til tegningen er den, at børnene med ledsagere var inviteret til et ophold på koloni i Udbyhøj i et par uger i sommer af ASF Dansk Folkehjælp. Anne Dorthe Andersen og Ole Schunk besøgte kolonien den første dag og medbragte tæpper, så hver deltager fik et tæppe som en gave de kunne tage med hjem. Glæden var stor og de ville gerne give noget til gengæld. Anne Dorthe Andersen freslog, at de lavede en tegning til ophængning i Posthaven. Dette indrammede billede blev så overgivet til Fredagsklubben fredag den 3. august, og alle deltagernes navne omkransede billedet - med tak på både dansk og russisk.
Der vil i Posthaven blive fundet en rigtig god plads til billedet.

posthaven.gif (38492 bytes)

Fredagsklubben i Posthaven har fået overrakt en tegning fra 20 russiske børn og 2 voksne - alle fra Tjernobyl - som tak for de mange lapper/tæpper, der gennem tidens løb er blevet strikket og syet sammen, for derpå blandt andet at havne i denne hårdt prøvede russiske region.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000