14-08-01

Ejendomsværdi-skatten volder visse problemer

Grenaa Blad logo

Selvangivelsen for året 2000 indeholder - foruden de kendte indkomst- og fradragsbesløb - også beregning af ejendomsværdiskatten, der trådte i kraft den 1. januar 2000. Siden udsendelsen af selvangivelsen i april måned og til dato har Skatteforvaltningen i Grenaa foretaget i alt 2560 rettelser vedrørende beregning af ejendomsværdiskatten. Hertil kommer så de sædvanlige rettelser af selvangivelsens/årsopgørelsens øvrige data.
- De opståede fejl skyldes ofte manglende oplysninger fra borgerne - for eksempel i de tilfælde, hvor parcelhus eller sommerhus er udlejet, og overskuddet herfra beskattes, og derfor ikke samtidig skal betale ejendomsværdiskat. Der kan også være tale om køb og salg af ejendom, og fordeling af skatten mellem ægtefæller. Hvor selvstændige har skævt regnskabsår - det vil sige et fra kalenderåret afvigende regnskabsår - må medarbejderne her på Skatteforvaltningen træde til og indberette de korrekte tal. Også i forbindelse med dødsfald skal ny ejer eller arving indberettes som fremtidig ejer, siger skattechef S. E. Christiansen.
I perioden har Told & Skats lydavis udsendt 31 meddelelser og vejledninger om E-skatten, og i tilfælde, hvor EDB-systemet har givet kvaler, ja da har styrelsen kun 2 medarbejdere som eksperter på området. Disse har haft meget travlt i dette forår, når man tænker på, at de skal besvare spørgsmål fra 275 kommuner.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000