14-08-01

744 underskrifter til fordel for Simon Peters Kirke blev afleveret til menighedsrådet

Grenaa Blad logo

Ikke alle byens borgere er enige med sognepræst Arne Jakobsen i, at Simon Peters Kirke ved Grenaa Havn bør nedlægges, og kræfterne i stedet koncentreres omkring byens nu snart nyrestaurerede kirke på Torvet. Torsdag i sidste uge afleverede »Gruppen for bevarelse af Simon Peters Kirke« 744 underskrifter til fordel for den lille havnekirkes fortsatte eksistens. Det foregik meget passende i Simon Peters Kirke, hvor Sara Poulsen fra bevaringsgruppen overrakte underskrifterne til formanden for Grenaa Menighedsråd Nanny Kristensen.
Formanden kunne dog ikke give nogen garantier i retning af en bevarelse, men at menighedsrådet snarest vil søge en afklaring på spørgsmålet. En endelig beslutning - ovenpå en høring her til efteråret - vil kunne træffes inden udgangen af indeværende år, vurderede Nanny Kristensen, der personligt holder meget af at komme i den lille, intime kirkesal ved havnen, men endnu ikke har gjort endeligt op med sig selv, om hun hælder til den ene eller den anden holdning.
Der er tale om en gammel forskolebygning, der har fungeret som havnebyens kirke siden 1957. I første omgang tænkt som en midlertidig løsning over en 3-årig periode, men nu har den altså fungeret som havnekirke gennem 44 år, og ifølge bevaringsgruppen har den fortsat sin berettigelse.
- 744 underskrifter mod en lukning taler sit eget tydelige sprog. Det viser, at en hel del mennesker føler, at det er deres kirke, og i den forbindelse er det værd at huske på, at havneområdet fungerer som et lokalsamfund i lokalsamfundet. Kirken har blandt andet sin naturlige plads mellem forretningerne, og havnebyens familier kommer og får deres børn døbt i kirken, siger Sara Poulsen.
Gruppen har også formuleret nogle visioner for kirken, der kunne tilføre den ekstra aktivitet i forhold til det nuværende niveau.
- Det kunne være sådan noget som sommerkoncerter, kirkefrokoster, kirkekaffe, foredrag og forskudte gudstjenester. Mulighederne er mange, og vi håber det ender med, at menighedsrådet træffer den rigtige beslutning, nemlig en bevarelse af Simon Peters Kirke, fortsætter hun.
Menighedsrådet skal tage stilling til spørgsmålet på det næste menighedsrådsmøde, og det afholdes torsdag aften den 23. august i Grenaa Kirkecenter. Der er offentlig adgang til alle menighedsrådsmøder.

Sara Poulsen fra »Gruppen for bevarelse af Simon Peters Kirke« afleverer her 744 underskrifter til formanden for Grenaa Menighedsråd, Nanny Kristensen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000